Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Så forlod Jesus Galilæa og rejste videre til området omkring byerne Tyrus og Sidon. Der blev han opsøgt af en kvinde der ikke var jøde. Hun råbte: »Hjælp mig, Herre. Min datter er syg, hun er besat af en dæmon.« Han svarede hende ikke med et ord, men disciplene sagde til ham: »Få hende til at gå væk, hun råber jo efter os.« »Jeg er kun sendt hertil for at hjælpe de jøder der er kommet på afveje,« svarede Jesus. Men kvinden kom helt hen til ham og faldt på knæ for ham og bad: »Hjælp mig, Herre!« »Det ville være forkert at tage brødet fra børnene og give det til hundene,« sagde Jesus til hende. »Det er rigtignok, Herre,« svarede hun, »men hundene får da lov til at spise de krummer der falder ned fra deres herrers bord.« »Din tro er stor,« svarede Jesus. »Du får det du beder om.« I samme øjeblik blev hendes datter rask. D.N.A.

En fremmed kvinde kommer hen til Jesus og beder om hjælp. Han afviser hende og sammenligner hende med en hund. Hun finder sig i det, men bider sig så at sige fast og forlanger sin smule. Og Jesus roser hendes tro og gør hendes datter rask.

Den her historie er svær at forstå, og der er mange tolkningsmuligheder.

Man kan se sagen fra kvindens synspunkt. Hun er en mor, der har en alvorligt syg datter. En mor, der vil gøre alt for sit barn, og så beder hun om hjælp. Og hun lader sig ikke afvise; hun bliver ved, indtil hun bliver hørt. Set fra den synsvinkel er kvindens værdighed eller fremmedhed slet ikke til debat. For kvinden er det jo barnet, som det drejer sig om, og hendes barn har al menneskeværdighed. Lige­gyldigt hvordan det barn er, så er det hendes barn, hendes datter og det mest værdifulde menneske i hendes øjne. Men hendes egen værdighed betyder ingen­ting. Hun lader sig kalde hvad som helst for barnets skyld. Bare det må blive hjul­pet. Og barnet bliver hjulpet. Dette synspunkt giver et eksempel på, hvordan også vi skal bede til Gud for vore kære, når det virkelig gælder. Vi skal bede, banke, råbe og græde. Og aldrig give op.

Eller man kan se på sagen ud fra, hvordan Jesus forholder sig. Han lader sig til­syne­lad­ende bevæge af kvindens bøn. Han ombestemmer sig. Han er ligesom alt for menneskelig og fejlfyldt. Eller måske er han bare guddommelig in­konse­kvent. Og så er det her altså et af de steder, hvor vi ser, at Jesus er sandt menneske og sand Gud på en gang.

Eller man kan se på sagen som en måde, hvorpå Jesus er pædagogisk overfor kvinden. Kvinden skal opdrages, men Jesus er ikke nogen konsekvent opdrager.

Om, hvor svært det er at opdrage konsekvent, fortæller en mand: ”Vi skulle have haft en ruhåret foxterrier. Men så blev min hustru gravid, og vi fik en glathåret dreng. Bogen om hundeopdragelse var indkøbt. Bortset fra afsnittet om ren­lig­heds­træ­ning, syntes vi godt, at vi kunne opdrage vort barn efter det dyrt indkøbte værk.

Hovedprincippet er KKKK. Kærlighed, kontakt, krav, konsekvens. Det er en videreudvikling af den forrige generations RRR, der ellers lydmæssigt passer bedre til en hundebog. Ro, renlighed, regelmæssighed.

Kærlighed, kontakt og krav er nemt nok. Det er ikke svært at elske sine børn. Man kan ligesom ikke lade være. Giver man dem et skilt om halsen som teen­agere, hvor der står »Under ombygning«, kan man tilmed elske dem også i denne periode.

Det er heller ikke uoverkommeligt at have kontakt med sine børn. Selv om det hævdes, at forældre i vor tid vil gøre alt for deres børn undtagen at være sammen med dem, så kan man ikke undgå nu og da at støde på afkommet.

Krav er også til at finde ud af. Ingen ny voldsvideoer, før de gamle er set færdige. Basta. Spis slikket op osv.

Til gengæld er det totalt umuligt at være konsekvent i sin opdragelse. Kær­lig­hed­en er i sit væsen in­kon­se­kvent. »Nu er grænsen nået«, skriger man til sit barn. Og barnet argumenterer og presser på og tigger og beder for at få udvidet grænsen. Af ren og skær kærlighed giver man ofte efter. Ikke ude­lukkende for at få fred. Men man kan ikke lade være. Før folk bliver hundeejere eller forældre, har de masser af KKKK- og RRR-principper om hvordan ruhårede terriere og børn skal opdrages. Bagefter bliver de eksperter i at ændre standpunkter.” (Poul Joachim Stender, vejl. 2003)

Jesus er ikke nogen konsekvent opdrager, det er ganske rigtigt. Ikke overfor den lille, den svage, den fattige i hvert fald.

Men overfor det stærke menneske er Jesus en ganske konsekvent opdrager. Og Jesus afviser altid magten.

Sådan kan man nemlig også se på sagen: Det er disciplene, der afviser den frem­me­de kvinde, og Jesus fortsætter nu med et ironisk glimt i øjet, når han ud­tryk­ker sig med deres ord og replik: ”Det ville være forkert at tage brødet fra børnene og give det til hundene”. Og det glimt i øjet fanger kvinden og hun spiller med og sætter den barske og ukærlige afvisning i relief. Når hun således siger: ”Det er rigtignok, Herre, men hundene får da lov til at spise de krummer der falder ned fra deres herrers bord”, så siger hun samtidig til de selvtilstrækkelige disciple: ”Ingen skal gøre sig så meget til herre over andre mennesker, at de tror, at de skal beholde alting for sig selv!”

Se, den her historie er ofte blevet kaldt noget i stil med ”Krum­mer fra Herrens bord”, men titlen bør ud fra den her sidste tolkning være ”Krum­mer fra her­rer­nes bord”. Og herrerne er altså de mennesker, som ikke forstår, at Guds gaver gælder alle mennesker.

Guds gaver gælder alle mennesker. Og Guds gaver er ikke kun krummer. Om det vidner en historie om en amerikansk mis­sionær, der ved slutningen af 2. Ver­dens­krig var blevet sendt til Indien for at udbrede evangeliet. Mange måneder senere skulle han hjem på orlov.

Missionsselskabet, som havde udsendt ham, telegraferede penge, så han kunne betale for skibsrejsen hjem. Men da han kom til havnebyen, som han skulle sejle ud fra, opdagede han, at et skib fyldt med jøder netop havde fået lov til at gøre midlertidig ophold.

I de dage sejlede europæiske jøder bogstaveligt talt verden rundt for at finde et sted at være, at slå sig ned. Og jøderne fra det her skib blev nu placeret på lofts­væ­rel­ser, i skure og i kældre overalt i byen.

Det var ved juletid, og Juledag besøgte den her missionær et af værelserne, hvor en stor flok jøder opholdt sig. Han gik ind i rummet og sagde: ”Glædelig jul!”

Folkene så på ham, som om han var skør, og svarede: ”Vi er altså jøder!”

”Det ved jeg”, sagde missionæren, ”Hvad ønsker I jer i julegave?”

Helt overraskede svarede jøderne: ”Øh, hvad vi virkelig godt kunne tænke os, er kager. Gode kager, fx Strudel, som vi plejede at få i Tyskland”.

Og så gik missionæren ud og brugte alle pengene til billetten hjem til at købe kager til alle de jøder, han kunne finde i hele byen.

Og derefter var han naturligvis nødt til at telegrafere hjem og bede om fle­re pen­ge for at kunne betale for rejsen hjem til USA. Som man kunne for­vente, spurgte man ham fra mis­sions­sel­ska­bets hovedkontor om, hvad der var sket med de pen­ge, som man allerede havde sendt. Han skrev tilbage, at han havde brugt alle pengene til at give nogle jøder kager i julegave.

Og fra hovedkontoret lød spørgsmålet så: ”Hvorfor i alverden gjorde du det? De tror jo ikke på Jesus!”

Han svarede kort: ”Nej, men det gør jeg!” (Fred Craddock)...

Guds gaver gælder alle mennesker. Også dem, der er fremmede og anderledes. Hvor Jesus er til stede, er der fest, og det er ikke nogen lukket fest. Kri­sten­dom­men er en åben fest, og synes det lidt svært at komme ind, så er det dis­cip­le­ne, der står i vejen og ikke Jesus.

Og det er en fest, som man ikke bør gå glip af. Kim Larsen har lavet en sang, som hedder ”Festen”. Om den lige nøj­ag­tig hand­ler om denne fest, ved jeg ikke, men det ligner. Nu skal I høre:

Gik omkring i den kolde blæst i min egen labyrint. Så et sted, hvor der var fest og tænkte: ”Der går jeg ind”.

Da jeg bankede, var der en, der åbnede døren på klem og sagde: ”Skrid pomfrit, det er en lukket fest, men kom indenfor alligevel”.

Ligeså snart jeg var kommet ind, fik jeg en drink af pigen med den røde mund. Før vi vidste af det, svævede vi rundt. […]

Natten gik som en leg var alt for hurtigt forbi, men hele tiden tænkte jeg: Lige nu da er du lykkelig.

For da jeg bankede var der en, der åbnede døren på klem og sagde: ”Skrid pomfrit, det er en lukket fest, men kom indenfor alligevel”.

Lige siden har jeg søgt i Øst og i Vest,
men aldrig har jeg fundet frem til den samme fest.

For da jeg bankede var der en, der åbnede døren på klem og sagde: ”Skrid pomfrit, det er en lukket fest, men kom indenfor alligevel.”  

Amen.