Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kanaanæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæ­mon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hen­de: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Når Vorherre, slukker livets flamme, og man skal forlade denne jord. Må man ta’ hunden med sig ind i himlen? Det er spørgsmålet i en sang, som man ofte kan høre på lokalradioen. Og den, der bliver spurgt, spillemanden, svarer kort, at det nok er tilfældet. Og så sætter han sig ind i bilen og kører hjem, alt imens han tæn­ker på, hvor meget dette spørgsmål betyder for manden med den lille hund: Hvis man må, du spillemand, så blir’ jeg glad.

Det her spørgsmål kunne nok få selv den mest talende præst til at miste mælet, for kan man overhovedet på passende teologisk måde svare på det, eller er spørgs­målet i sig selv direkte upassende - et spørgsmål, som ikke bør stilles? Og hvad med sangen ”Himmelhunden”, er den så banal og uvedkommende her i kirkens rum, at jeg ikke burde have nævnt den? Jo, måske, men det er faktisk evangelisten Matthæus, som begyndte med at tale om det upassende.

En Kanaanæisk kvinde kommer hen til Jesus. Allerede det, at hun er kanaanæisk, er upassende. Hun hører ikke til det udvalgte folk. Hun tror på den forkerte gud. Ja, så dårligt tænkte man om kanaanæere, at hun i dag måske er at sammenligne med en nyreligiøs, en healer eller en heks, som tror på krystaller, besværgelser og mærkelige kræfter. Eller måske er hun at sammenligne med en af de fremmede kvinder, som truer os alle sammen: et stædigt bæst, som absolut vil have tør­klæ­de på. Og får hun sin vilje, så kan det - det bilder vi os i hvert fald ind - true vores selvbestemmelse med hensyn til påklædning.

Som om det ikke er nok, at hun er anderledes. Nu begynder hun også at kæfte op. Hun begynder at råbe ad Jesus: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!”

Er det respekt, der gør, at hun kalder ham ”Davids søn”? Måske, måske ikke. På den ene side var det fint at blive kaldt ”Davids søn”, af en jøde altså, men hvordan lød ordene, når de kom ud af en kanaanæers mund? Lød det ikke falsk og ind­smig­rende? Hvad kom hun her og fedtede for? Vidste hun overhovedet, hvem hun havde at gøre med?

”Min datter plages slemt af en dæmon”, råber hun videre og busser ud med sit pro­blem, allerede inden der er opnået kontakt. Og de, som hørte det, tænkte nok: ”Ja, ja, og du er heller ikke for klog, kvinde, sådan som du råber og skriger.”

Først svarer Jesus ikke, men da disciplene så siger: ”Send hende væk, hun råber efter os”, begynder han at forklare. (Det er nemlig ikke hans stil tavst at sende mennesker væk uden at hjælpe dem eller i det mindste give dem et ord til forkla­ring, formaning eller trøst). Han fortæller, at han er sendt til de fortabte får af Israels hus. Dvs. han følger den plan, som Gud har lagt: at jøderne, som det var forjættet ved profeterne, skulle frelses først.

Måske skulle han også til at forklare, at senere skulle denne frelse så udgå fra jø­d­er­ne til hele verden, men det fik han nu ikke lejlighed til at sige noget om, for kvinden kunne ikke vente på, at Guds store plan gik i opfyldelse. Det var jo her og nu, hun havde et problem: Datteren var syg, sikkert sindssyg, og led slemt under det.

Og så kaster hun sig ned foran Jesus, for hun vil ikke slippe håbet, og beder ind­trængende: ”Herre, hjælp mig!”

Og Jesus fortsætter med forklaringerne. Han bruger et billede og siger: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Og det er der jo noget om. Hvis man har sultne børn, så skal man ikke bruge den sidste krone til hundemad. Hvis jøderne, som tror på den sande Gud, er blevet lovet frelse, så kan man da ikke give den væk til en vantro, til en kanaanæer, til en som dyrker molok-afguder. Nej, man kan ikke svigte sine børn for en hunds skyld.

Men nu skifter scenen karakter. Kvinden, som før var på udebane og råbte højt og skingert og fortvivlet tryglede om hjælp, forstår, hvad Jesus taler om.

Måske ved hun noget om hunde: Hun ved, at de små hunde altid får lidt. Der er - selv i den fattigste hytte - altid et menneske, som fatter medlidenhed med de små hunde, og som stikker dem en godbid for deres trofastheds og vedholdenheds skyld. (Det er dårlig hundeopdragelse det her, men lad det nu ligge).

Måske ved hun noget om en mors kærlighed til et svagt barn: Det kan være, at hun har to raske børn og så den lille sindssyge, som sidder og savler og ruller med hovedet og raller. Og hun har så tit tænkt på, hvor meget de raske børn bliver forsømt, fordi den syge kræver opmærksomhed hele tiden.

I svage stunder har hun måske overvejet at sætte det lille væsen ud og overlade det til sig selv, til skæbnen, vel vidende, at det snart ville føre til barnets sikre død. Men for det meste har hun lagt mærke til, at den kærlighed og omsorg, som hun viser det syge barn, ikke medfører, at de raske bliver svigtet: kærligheden bliver ikke mindre eller ringere ved at blive delt mellem børnene, men stærkere og større…

Og så siger hun de barmhjertighedens ord, hvor hun og Jesus mødes: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”

Her sker bevægelsen. Jesus lader sig bevæge. På vej til Jerusalem for at fuldføre den store plan om frelse for syndere kan han slet ikke lade være med at stoppe op for et af de andre fortabte får, også et, som egentlig ikke hørte med til flokken - ikke endnu i hvert fald. Og Jesus siger til kvinden: ”Kvinde, din tro er stor. Det ske dig, som du vil.” Og hendes datter blev rask…

Kvindens tro var stor, hvordan skal det forstås? Vidste hun lige pludselig noget om Jesus, som hun ikke havde vidst før? Havde hun et klar billede af, hvor han var på vej hen (nemlig til påsken i Jerusalem), og hvad han skulle gøre (nemlig lide og dø for synderes skyld)? Havde hun styr på teologien? Vel havde hun ej! Hun var jo den, hun var, og endnu var der meget, som hun ikke vidste. Når det drejede sig om troens indhold, var hun nærmest blank. (Og det skal man ikke roses for).

Hvorved var hendes tro så stor? Det var den derved, at hun lagde sit liv i Jesu hæn­der. At hun viste ham den fulde tillid og gav afkald på at stole på sig selv. Hun ville hellere leve af de smuler, som faldt fra Herrens bord end af, hvad hun selv formåede at skrabe sammen.

”Ja, men hun var jo tvunget til at tro, mere af nød end af lyst”, kunne man så ind­vende. Hertil er kun at sige, at overfor Gud har vi meget lidt at give, men alt at få.

Når man skal have Gud i tale, drejer det sig ikke om at være sød og klog og fin og ren (sådan som der synges om i sangen Himmelhunden). Det drejer sig ikke om egen fortjeneste, men om at holde sig til Gud, høre ordet fra Gud og stole på det: ”Min Nåde er dig nok.” Amen.