|
Der er noget polterabend over denne lignelse. Man skal komme vennen i møde og gøre det festligt, allerede inden selve bryllupsfesten starter. Og er man en god ven, skyer man ingen anstrengelse for at gøre det så godt som muligt. Og alle vennerne skal med, ikke bare halvdelen. Men noget kan jo gå galt. I lignelsen om de ti brudepiger svigter halvdelen af pigerne ved modtagelsen af brudgommen, de er ikke klar, og de får ikke lov til at komme med ind til festen. I virkelighedens verden kan det også gå galt. Det gjorde det for mig engang, da jeg skulle med til en vens polterabend. Han skulle giftes her i Sønderjylland, for her stammede bruden fra, og polterabend foregik aftenen før brylluppet. Brudgommen sagde til mig i forvejen: ”Pas nu godt på mig, for jeg tror, at de andre godt kan være lidt vilde. Og sørg for, at jeg kommer i ordentlig tid i seng, så jeg er frisk og klar til brylluppet i morgen”. Da de andre venner dukkede op, havde de planlagt, at vi skulle ud at spise først. Det skulle foregå i Flensborg. Og det var ikke så godt, for hverken brudgommen eller jeg havde pas med. Men vi kørte over grænsen. Og ud af landet gik det meget godt, men da vi skulle tilbage efter at have spist, blev vi standset af grænsepolitiet. Brudgommens manglende pas havde man ikke lagt mærke til, men jeg blev undersøgt og kontrolleret og fik læst og påskrevet. Og inden vi var færdige med det, havde de andre venner benyttet lejligheden til at forsvinde med brudgommen. De havde simpelthen bortført ham, og jeg gik glip af resten af den polterabend. Men brudgommen, hvad skete der med ham? Jo, han fik ret, vennerne var vilde. De sluttede aftenen af med at give ham en indsprøjtning i låret. De sagde, at det var for at fremme potensen, men det var nu kun saltvand. Og så stillede de i løbet af natten alle urene i huset to timer frem, så da brudgommen vågnede, troede han, at han ville komme for sent til brylluppet. Nå, alting endte nu alligevel meget godt. Brudgommen nåede det. Han tilgav sine vilde venner det ømme lår, for han kunne selv finde på noget af samme slags. Og brylluppet blev godt, og alle også jeg var med og dansede til den lyse morgen… Hvorfor fortæller jeg nu om polterabend, når historien handler om et bryllup? Hvorfor fortæller jeg om dagliglivet, når det er himlen, det drejer sig om? Det gør jeg, fordi jeg tror, at det vigtige ved historien om brudejomfruerne ikke kun er, hvordan det endte, men hvordan det gik dem på vejen. Hvordan det gik dem, mens de ventede. Jo, dommedag skal nok komme – engang, når Gud bestemmer det, men vi ved ikke, hvornår det sker. Vi ved ikke, hvornår Jesus kommer tilbage, og vi skal blive vejet på vægten med plusser og minusser og alt det der. Men på den dag sidder Jesus lige foran os på himlens trone med livets bog i hånden, og da bliver det ikke 50/50 frelse og fortabelse efter vores egen fortjeneste, efter tallene på bundlinjen, men det bliver nåde over nåde, nåde, der går for ret, og en stor himmelsk skare, der skal med til festen og lovprise Gud. Men indtil da? Mens vi venter på himlen? Ja, her er livet jo. Dagliglivet med alle dets udfordringer. Og livet er fragmentarisk. Der sker masse af ting, som er tilfældige, som der ikke er nogen egentlig mening med. Der er ikke nogen pointe. Og så alligevel, så er måske himmel og helvede allerede til stede. Og det meget mere 50-50 nu end ved dommedag. Og hvordan skal vi så leve livet i denne ofte tilfældige verden? Ja, vi skal lige netop ikke leve tilfældigt. Derfor skal vi også passe på ikke at komme for sent, men ikke på den forkerte måde. Vi skal ikke være ligesom Peter Kanin fra Alice i Eventyrland, der hele tiden siger:
Nej, det er ikke selve det at komme for sent, der er problemet, men hvad man kommer for sent til. Hvad man er på vej til. Hvad man skal gøre undervejs. Og det ved Peter Kanin i øvrigt godt, for da Alice kommer til eventyrlandet og på et tidspunkt står ved en korsvej og ikke ved, hvilken vej, hun skal gå, møder hun Peter Kanin. Og hun spørger ham: ”Hvilken vej skal jeg gå?” Og Peter Kanin spørger igen: ”Hvor skal du hen?” Men det ved Alice ikke, hvorpå Peter Kanin siger de vise ord: ”Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, er det lige meget, hvilken vej du vælger”… Men det er jo ikke lige meget, hvilken vej man vælger, hvis man søger Gud og vil være Gud nær. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man afventer Guds søns komme. Det skulle man jo gerne gøre med forventning og glæde og nysgerrighed. Man er jo på vej til paradis, til drømmeland. Det drømmeland, der skal dukke op, når dagen gryr. På den dag… Men indtil da, mens vi venter, og det er mørkt, så er det med at holde blus på lampen. Blus på lampen, det er troens lys, som vi må sørge for at holde gang i. Det er ikke et lys, som vi kan skabe selv, for det er et håbets lys, et evangeliets lys, et Guds lys. Men vi kan være åbne for det. Og vi kan dele det med andre. Vi kan ikke give andre vores tro, som man deler bolsjer ud, men vi kan hjælpe på vej. Vi kan lyse for hinanden, vi kan bære hinanden, vi kan være hinanden nær. Og det må vi være, fordi vores liv hele tiden er under dom. Fordi afgørelsen hele tiden forestår. Som Michael Falch synger det i sangen Ild:
Ja, dette liv er under dom, ofte 50-50 himmel og helvede, men vi venter, at Jesus kommer tilbage med Guds rige 100 %. Amen. |
