Hør en prædiken…

Når man skal fortælle en spændende historie eller skrive en roman, så starter man med en begyndelse, hvor hovedpersonen bliver præsenteret. Derefter begynder der at ske noget. Og så begynder der mere og mere at opstå en konflikt mellem hovedpersonen og så de andre.

Sådan er det også, at evangelisten Markus gør, når han skal fortælle historien om Jesus. Konfirmanderne og de af jer, som har læst Peter Madsens dejlige tegneserie ”Menneskesønnen” kan lukke øjnene nu og én gang til se nogle af billederne for sig.

Markus fortæller først om Johannes Døber, som gik ude i ørkenen og præ­dikede om ham, som skulle komme. Og så kom han. Det var Jesus. Han kom hen til Johannes og blev døbt. Og da Helligånden som en due dalede ned over Jesus, kunne han se himlen åben over sig og høre en røst ovenfra, der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig her jeg fundet vel­be­hag”. Se det fortæller evangelisten, at Jesus hørte, men om der ellers var nogen, der hørte det, fremgår ikke. Så gik Jesus ud i ørkenen. Dér blev han fristet af Satan, men Satan havde ikke held med sig. Det var der ingen, der så.

Da så Johannes blev sat i fængsel, og hans tid var forbi - han blev nem­lig slået ihjel, mens han sad i fængselet - så begyndte Jesus at gå om­kring. Han begyndte sin gerning. Først sagde han til nogle fiskere, Simon og Andreas og nogle andre: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de fulgte ham.

Så talte han i en synagoge. Folk vidste endnu ikke rigtig, hvem han var. Der var en sindssyg mand, en, som var besat af en ond ånd, der råbte ad Jesus og sagde, at han godt vidste, hvem han var. Han kaldte Jesus ”Guds hellige”. Men så uddrev Jesus den onde ånd, og de, som havde oplevet det hele, fandt ikke rigtig ud af, hvem Jesus var, selv om de havde lagt mærke til, at han både i ord og gerning havde magt og myndighed.

Og Jesus fortsatte med at prædike rundtomkring og helbrede syge menne­sker. Selvom han sagde til dem, at de ikke skulle sige noget, så kunne folk jo ikke holde mund med det gode, som var sket dem, og rygtet om Jesus blev så stort, at folk flokkedes om ham alle vegne, hvor han var.

Og så var det altså, at Jesus kom til byen Kapernaum, som vi lige har hørt om. Og folk var over det hele: inde i huset, i døråbningen og i for­haven. Da kom der fire mænd bærende på deres ven. Ja, nu ved vi egentlig ikke, om den lamme var deres ven, men det var i hvert fald en, som de ville gøre lidt ekstra for. De gik nemlig ikke hjem med ham igen, da de opdagede, at de ikke kunne få ham frem gennem menneske­mæng­den. Nej, de bandt ham fast til båren og hankede op i ham og trak ham op på taget af huset, og så gav de sig til at lave et hul i taget ovenover det sted, hvor Jesus var. Og så firede de båren ned til Jesus. Så måtte Jesus jo se, hvad han kunne gøre ved den sag.

Og her er det, at konflikten i Markusevangeliet rigtig begynder. Jesus havde prædiket før, og han havde helbredt før, men denne gang sker der noget nyt. Jesus ser deres tro - det er altså vennernes tro - og han siger: ”Søn, dine synder tilgives dig”. Det havde han ikke snakket om før: at tilgive synder. Syndernes forladelse er slet ikke nævnt før i evangeliet.

Det lægger de skriftkloge mærke til. De har fundet sig i, at han har præ­di­ket og helbredt, men nu blander han sig i noget meget vigtig, nemlig syndernes forladelse. Og det passer dem ikke, for hvem kan tilgive syn­der andet end Gud? Jo, selvfølgelig kan man undskylde hinanden, hvis man er kommet til at skubbe til hinanden, eller hvis en er kommet til at træde en anden over tæerne, eller hvis den ene har skældt den anden lidt for meget ud og nu fortryder det.

Hvis en mand har gjort sin kone ked af det, hvis en søn har sagt en løgn, eller hvis en datter har smækket med døren og kaldt sine forældre idi­ot­er, så kan der godt være tilgivelse. Så kan man godt finde sammen igen og sige undskyld og slå en streg over regningen og komme videre sammen.

I helt konkrete tilfælde kan der godt være tilgivelse, men de skriftkloge ved ikke, hvad den lamme har gjort. Og måske tænker de, at han må have gjort noget meget slemt, siden han er blevet lam. Eller omvendt ved de måske, at han altid har været lam, og at han således ikke rigtig har kunnet gøre noget, som kræver tilgivelse. Under alle omstændigheder vil Jesus tilgive ham helt uden at føre regnskab. Og det kan de ikke gå med til. Det finder de helt urimelig. De føler, at det er gudsbespotteligt.

Og Jesus mærker, hvad de tænker. Og så viser han dem sin magt og myn­dig­hed: Han både tilgiver og helbreder. ”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!” siger han. Og det gjorde han for øjnene af dem alle sammen. Og alle de folk, der var der, blev ude af sig selv af forundring og glæde. Men de, som tænkte ondt i deres hjerter, de gjorde det måske endnu, uden dog at turde ikke sige noget.

Senere skærpes konflikten mellem Jesus og hans fjender. Han siger, at han er Guds søn, og de vil ikke tro på ham. Og de lader det ikke blive ved onde tanker, men slår ham til sidst ihjel.

Konflikten drejer sig om, hvem Jesus er, og om han har myndighed til at tilgive synder. Og det er evangelistens pointe, at Jesus netop er Guds søn, og at han har myndighed til at tilgive synder. Og den magt og myn­dighed bekræftes fuldt og helt til sidst, da Jesus opstår fra de døde…

Se, nu er det med syndernes forladelse måske noget, som I tror, at almin­delige mennesker ikke nødvendigvis har behov for. Jo, hvis man er kri­mi­nel, en røver, en bedrager eller en voldsmand, så har man sikkert brug for sine synders forladelse. Men almindelige mennesker har de behov for tilgivelse? Er det så vigtig?

Jo, tilgivelse og en streg over regningen er vigtig. Det er det, når det drejer sig om forholdet mennesker imellem, og det er det, når det drejer sig forholdet mellem mennesker og Gud.

Tilgivelse er vigtigt, fordi regnskabet ikke altid er sådan, som vi først tror, at det er. Det er pointen i en sang med Peter Belli, som engang i mellem kan høres i radioen. ”Ingen regning” hedder sangen. Den handler om en dreng, som kommer hen til sin mor med en lille seddel. På sedlen har han skrevet en helt masse ting, som han har gjort for sine forældre. Han har slået græs og redt seng. Han har leget med sin lillebror og gjort rent. Og mange andre ting har han gjort. Ud for hver ting skriver han et beløb på nogle kroner, og nederst står der: ”Så alt i alt skylder du mig 38kr”.

Og nu er det, at drengen bliver overrasket, for moren vender sedlen om og skriver alt det ned, som hun har gjort for ham. Hun har båret ham både før og efter, han blev født. Hun har passet ham og bekymret sig for ham. Hun har grædt og bedt for ham. Ja, hun har omsluttet ham i kær­lig­hed, og det vil hun blive ved med. Alt sammen uden regning.

Og drengen bliver rørt - ja, mere end det, for sangen er meget senti­men­tal - og han indser, at han har fået så meget og egentlig ikke kan forlange noget. Derfor streger han sin regning ud og skriver: ”Alt er betalt!”

Alt er betalt. Det er ikke en dårlig situation at være i. Den situation kom den lamme i, da hans venner bragte ham hen til Jesus. Det er også den situation, det lille barn kommer i, når det bliver båret til dåben. Så ligger det der og kan ikke gøre ret meget, for det er så lille.

Og barnet har ikke gjort noget forkert; det kan jo ikke ret meget endnu. Men et menneske er det, og det vil vokse op, og det vil gå det barn, som alle andre mennesker: ligegyldigt hvor godt det går, så vil det ikke kunne leve livet helt uden at gøre noget forkert, uden at gøre andre kede af det, uden at gøre fortræd, uden at fejle, uden at synde.

Men Gud kan tilgive synder. Det sker i dåben. Der åbner himlen sig over mennesket. Der er Guds Ånd tilstede.