Hør en prædiken…

Prædiken til 18. s.e. trinitatis (I), Matt 22,34-46
Broager, søndag d. 7. oktober 2007
16 O Gud! hvor er du mer end skøn - 355 Gud har fra evighed givet - 260 Du satte dig selv i de nederstes sted // 54 Hvad mener I om Kristus - 439,1 O du Guds Lam - 473 Dit minde skal - 696 Kærlighed er lysets kilde

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
     Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
     ›Herren sagde til min herre:
     Sæt dig ved min højre hånd,
     indtil jeg får lagt dine fjender
     under dine fødder?‹
Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Hvad drejer det sig om? Hvad drejer det hele sig om? Det er temaet for alle tre læsninger på denne (...) smukke efterårssøndag.

Profeten Esajas siger jo noget utålmodig: ”Ved I det ikke? Hører I det ikke? Er det ikke fortalt jer fra begyndelsen? Har I ikke indset det fra jordens grundlæggelse? [Gud er den, som] troner over jordens flade, men alle dens beboere er som græshopper!”

Det billede får mig til at tænke på en historie fra min barndom, som gjorde et uudslettelig indtryk på mig. Det er historien om Rasmus Klump på Nordpolen.

Rasmus Klump og hans venner, Pelle, Pingo, Skæg, Pildskadden og Gøjen, er sejlet ud med det gode skib Mary og er kommet til Nordpolen. Her oplever de mange spændende ting. De møder kongen af Nordpolen som inviterer på middag, og han introducerer dem blandt andet for Søren Oliekande, der smører jordens akse. Det er ham, der sørger for, at jorden altid kører lige hurtigt rundt.

Billedet af Søren Oliekande, der smører jordens akse, er – selv for en lille dreng – absurd. Aksen er næppe over en meter i diameter, og jordens krumning deroppe på toppen af verden er så tydelig, at heller ikke jorden kan være særlig stor. Men fascinerende var og er det alligevel, for jorden drejer jo faktisk om en akse, selv om den ikke er af metal og skal smøres, men kun er en geografisk realitet.

Og bag ved den geografiske realitet, bag ved den fysiske verden forestiller vi os så Gud, himlens og jordens skaber. Altings udspring og ophav. Verdens centrum. Aksen hvorom alting i grunden drejer...

Fra profetens Esajases billede af Gud i himlen kommer vi så med apostlen Paulus ned på jorden. Her får vi fast grund under fødderne. Paulus takker Gud for Jesus Kristus, fordi vi i ham er blevet rige på alt. Vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos os, så vi ikke mangler nogen nådegave, mens vi venter på hans komme. Og så hedder det, at Jesus Kristus også vil grundfæste os til det sidste, så vi ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag – altså på dommens dag.

Der er en himmelvid forskel på profeten Esajases ord og så apostlen Pauluses ord. Esajas taler om Gud, der nedstyrter de mægtige, og han sammenligner mennesket med stiklinger og strå, der visner og rives bort af stormen. Paulus taler også om Herrens dag, dommedag. Men her er der blevet givet os en nåde, og vi skal være grundfæstede til det sidste.

Grundfæstet, det vil sige at være funderet dybt med jernbeton, at være spændt fast med stålwire til den faste klippe. Det vil sige at være sikret mod orkaner og jordskred, at kunne modstå tsunamier og jordskælv. Det vil sige at kunne stå uskadt tilbage efter elementernes rasen.

Og med Jesus kommer vi helt ind i dagligstuen. Ja, jeg ved godt, at det i første omgang er en stridssamtale, som vi hører om. Det er jo saddukæerne og nu farisæerne, der forsøger at få skovlen under Jesus, at få jorden til at vakle under ham, at lokke ham i en fælde.

Den første fælde er ikke så tydelig, for når Jesus bliver spurgt om, hvad der er det største bud i loven, så er det vel egentlig oplagt, at svaret er: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det er også oplagt, at det svar vil farisæerne også selv give. Og de vil nok også påstå, at de selv lever efter det bud. Og måske vil de endda påstå, at de lever mere og bedre efter det bud end Jesus og hans disciple og alle de andre mennesker, som følger Jesus.

Og havde Jesus nøjedes med at svare sådan, så havde man kunnet forudse, at der så ville blive spurgt: Hvad er det næststørste bud i loven? Og det tredjestørste? Osv. osv.

Og der kunne naturligvis have været forskel på rækkefølge og prioritering mellem Jesus og farisæerne, men man ville føre diskussionen på farisæernes banehalvdel ud fra den opfattelse, at lov er lov, og lov skal holdes. At forholdet til Gud ene og alene er afhængig af lovoverholdelse. At den, som holder loven, er Gud nær og elsket af Gud, og at den, som ikke holder loven så godt, er mindre elsket af Gud og endog har fortjent at blive straffet.

Men Jesus lader sig ikke fange i den fælde. Han fortsætter: Der er et andet bud, som står lige med det, og det er, at du skal elske din næste som dig selv. Og så siger han: På de to bud hviler hele loven og profeterne.

Eller sagt på en anden måde: På de to bud hænger loven og profeterne. Ja, ligesom en dør hænger på sine to hængsler, således afhænger alt af disse to bud.

Og her er vi helt inde inde i dagligstuen. Vi har alle sammen i vore hjem døre. Og alle disse døre, hver eneste af dem hænger på hængsler. Og en hængsel er ikke nok. Næsten uanset hvor stærk en enkelt hængsel er, så kan den ikke bære en dør alene. Men er der to hængsler, behøver de ikke være særligt stærke for at bære døren.

Og her er vi også inde ved det inderste af vores gudsforhold: Det, Jesus siger, er nemlig rent ud sagt, at vi ikke kan nøjes med at tro på Gud og dyrke Gud og ære Gud, hvis vi er ligeglad med vores medmennesker. Det svinger simpelthen ikke. Vi kan ikke bare se fremad og opad, men vi må også se til siden.

Men omvendt, så kan vi heller ikke nøjes med at elske vores næste og så glemme Gud.

Jeg tror, at på Jesu tid var det mest oplagt, at man skulle elske Gud. Og man var noget mindre opmærksom på nødvendigheden af elske medmennesket.

I dag er det nok omvendt. Vi lever jo i et velfærdssamfund, et meget socialt land, hvor man i grunden alle sammen er enige om, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder, og at der er rimelighed i en fordelingspolitik, der sikrer, at få har for meget og færre for lidt. Man er enige om, at der skal fordeles, selv om man slet ikke er enige om hvor meget.

Næsten har sin plads i vores tankegang, selv om vi naturligvis både som samfund og som enkeltpersoner alligevel ofte svigter vor næste.

Gud har en meget lille plads i vore tanker. I samfundsdebatten forsøger man at forvise Gud til privatsfæren, og som enkeltindivider har vi nok en tendens til at placere Gud lidt af vejen. Gud kan man tro på om søndagen, eller når man har brug for det i særlige situationer.

Men når Gud forsvinder, bliver vore bevæggrunde flydende. Så bliver den næste, som vi tjener, til et middel for vor stræben. Så bliver vi som græshopper eller som et myresamfund, der er låst fast i endimensionale lovmæssigheder. Og så tror vi, at det er os alene, der skal smøre jordens aksel og få det hele til at fungere.

Vi skal altså elske både Gud og vores medmennesker. Og vi gør det ikke godt nok. Vi elsker ikke nok.

Derfor kan vi ikke nøjes med profeter. Det er ikke nok at få at vide, hvad Gud kræver. Selv om det naturligvis er godt at vide, og godt at forsøge at holde. For vi gør ikke nok, vi elsker ikke nok.

Derfor lyder spørgsmålet: ”Hvad mener I om Kristus, hvis søn er han?” Og derfor får vi at vide, at han er Guds søn. Det er ham, det hele drejer sig om. Det er ham, der er Guds kærlighed i verden, fordi vi ikke elsker nok - hverken Gud eller medmennesker. Gud elsker, og i sin søn har Gud bøjet sig ned til os i støvet. Det er det, det hele drejer sig om. Amen.