Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved told­boden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
    Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
    Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Je­sus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brud­gom­men er sammen med dem? Så længe de har brud­gom­men hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brud­gom­men er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sæt­ter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så spræn­ger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Når dagene bliver kortere, og solen står langt nede på himlen, så ved vi, at det er ved at blive efterår og vinter. Vi kender alle tegnene: træernes blade skifter farve fra grønne til gule og røde og brune. Og de er så smukke med bløde, varme farver, når vi ser dem med solen i ryggen.

Men der er ikke meget varme i efterårssolen, og vender vi os om, så kan vi se de lange, hårde skygger, og så ved vi, at det varer kun en kort tid, før efterårsstormene har fejet træerne nøgne. Vi kender tegnene og ved, hvad der kommer…

At læse evangelierne i udpluk er ikke altid så let, som at læse tegnene på årstidernes skiften. Om dagens evangelietekst stod der i en præ­di­ken­vej­led­ning: ”Teksten kan måske i første omgang synes en smule u­sam­men­hæng­en­de… – men den indre sammenhæng er tydelig nok.” Og så fulgte der en længere forklaring på, hvorfor det hele var tydelig nok.

Jeg forstod ikke forklaringen, den var alt for indviklet. Var sagen måske simpelthen den, at evangelisten Markus var et være rodehoved og et for­virret menneske, som lod alt det, som han havde hørt om Jesus, løbe i en uovervejet strøm ud over papiret eller pergamentet eller, hvad han nu skrev på? Muligheden er nærliggende og fristende: hvis man ikke lige forstår budskabet, så kan man jo altid skyde skylden på budbringeren og hævde, at han ikke formulerer sig klart.

Der er da heller ingen tvivl om, at Markus er ivrig efter at fortælle om Jesus. Det er jo et evangelium, som han skal fortælle, et godt budskab, og fra begyndelsen af evangeliet møder vi igen og igen ordet ’straks’, og fortællingen flyver af sted.

Ja, fortællingen flyver af sted, men uovervejet eller uigennemtænkt er den ikke. Markus ved godt, hvad han gør. Han begynder med ordet ”be­gyndelsen”. Det er også det ord, som bruges i begyndelsen af Bibelen, hvor det hedder: ”i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Markus anser det, som han nu skal til at fortælle om som lige så vigtig som verdens skabelse…

Først hører vi om Johannes Døber, som baner Herrens vej. Så hører vi om Jesu dåb og om de 40 dage i ørkenen, hvor Satan fristede ham. Det fortælles meget kort, og så begynder fortællingen om Jesu offentlige virke. Jesus prædiker og forkynder, at Guds rige er kommet nær, og han kalder de første af sine disciple – det var fiskere – og han uddriver dæmoner og onde onder og helbreder syge.

Selvom Jesus forbyder de helbredte at fortælle om, hvad der er sket, så spredes rygtet om ham, og mange flere kommer til ham for at blive hel­bredt og høre om Guds rige.

Indtil nu er der ikke nogen konflikt, hvis man altså ser bort fra, at dæ­mo­ner og onde ånder var blevet drevet ud, men nu begynder mod­sæt­ning­er­ne at tegne sig: I Kapernaum er der så mange mennesker, at det næsten ikke er til at komme frem til Jesus. Det får nogle til at lave hul i taget på et hus for at kunne bringe en lam hen til ham, og Jesus tilgiver og hel­bre­der den lamme. (Det er første gang, at ordet ’tilgiver’ bliver brugt i evangeliet)

Imellem alle de mange mennesker, som ser, hvad der er sket, er der også nogle skriftkloge. De tænker ved sig selv, at det, som er sket, er guds­be­spot­te­ligt, da det kun er Gud, som kan tilgive synder. Det kommer til en ordveksling mellem de skriftkloge og Jesus, men pga. folks forundring og glæde over helbredelsen af den lamme bliver det stående ved det.

Nu er det så, at vi hører om Levi, Alfæus’ søn, som sidder ved told­bod­en. Jesus siger: ”Følg mig”, og Levi følger ham. Sådan, ganske uden videre.

Det er vel nok en udvikling: først prædiker og helbreder Jesus, og det går an og giver ikke problemer. Så tilgiver han synder, og det er værre, for mon ikke den lamme selv havde været ude om sin sygdom, og selvom han ikke selv var ude om det, så skulle Jesus altså efter de skriftkloges opfattelse holde sig fra at tilgive synder.

Men nu, nu bad han altså en tolder om at slå følge med sig, om at blive discipel. Det var mærkeligt og det måtte vække modstand blandt gode borgere, når de hørte om det, for hvem vidste ikke, hvad en tolder var for en: det var jo en, som arbejdede sammen med besættelsesmagten, de forhadte romere. En, som udsugede folket med skatter og afgifter. En, som tog deres surt tjente penge og gav dem til romerne, og samtidig med det nok også stak en del i egen lomme. Uden tvivl en synder, og så en af de værste.

Og de skriftkloge blandt farisæerne dvs. de gode borgere opdager snart, hvad Jesus har gang i, for senere sidder Jesus til bords i Levis hus. Her holder de fest sammen med mange andre toldere og syndere.

Nu spørger de skriftkloge så disciplene om, hvordan det kan være, at Jesus spiser sammen med den slags folk. Disciplene når ikke at svare, før Jesus tar’ ordet. Måske er det fordi, de ikke ved, hvad de skal svare. Måske er det fordi, de ikke selv forstår, hvad der foregår. Måske kunne de have svaret på spørgsmålet, hvis det bare havde været det, at Jesus spiste sammen med toldere og syndere, men nu havde Jesus altså også kaldet en af tolderne til discipel. Nej, disciplene vidste nok slet ikke, hvad de skulle sige til det hele. Det var jo så revolutionerende det, som var sket den dag.

Og Jesu svar lyder så: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

Og hvad betyder det så? Det betyder ikke, at Jesus deler de skriftkloges opfattelse af syndere: at der er nogle mennesker, som er så syndige, at man ikke kan have med dem at gøre. Det vil han jo lige netop godt. Det betyder heller ikke, at Jesus ikke regner med syndernes synd. Det gør han jo lige netop. Men det betyder, at Jesus vil helbrede dem, som har brug for det. Ja, ikke blot det, han kalder også syndere til at følge sig. (Det er godt at vide).

Vi ved ikke, hvordan de skriftkloge reagerede på, hvad Jesus sagde. Må­ske var der nogle, som så på sig selv med andre øjne. Måske kunne de, når sagen blev sat på spidsen, se på sig selv lidt udefra og stille diag­no­sen: heller ikke jeg er helt rask, heller ikke jeg er uden synd. Måske får også jeg brug for en læge? Men de fleste af dem blev ved det gamle og holdt fast ved deres selvretfærdighed, sådan som man jo så let gør.

Og de gamle regler sagde, at man skulle faste. Det gjorde farisæerne, og det gør Johannes Døbers disciple, men Jesu disciple holdt ikke faste. Og man spurgte så Jesus, hvordan det kunne være, og Jesus sagde, at bru­de­sven­de­ne da ikke skal faste, så længe brudgommen er sammen med dem. Og han fortsatte med at fortælle, hvordan man ikke får noget godt ud af at lappe en gammel, mør klædning med et stykke nyt, stærkt stof, og at man skal undlade at opbevare ung vin på gamle lædersække. Nej, for det nye sprænger det gamle.

Det nye sprænger det gamle, men det bliver endnu ikke udfoldet i Mar­kus’ evangelium. Endnu er det hele ikke forklaret. (Vi er jo også kun i kapitel 2 af evangeliet). Senere, lidt efter lidt bliver mere og mere for­klaret, men det hele kan ikke forklares før til sidst. Jesus kan ikke forstås uden lidelse og død og opstandelse. Derfor er det også, at Jesus hele tid­en siger: ”Lad være med at fortælle om mig”. Og senere siger han lidt mere uddybende: ”Lad være med at fortælle, hvad I har set, før jeg er opstået fra de døde”. Sådan siger han, for først da kan det forstås, at verden har fået en ny begyndelse.

Ved Jesu lidelse, død og opstandelse rækkes Guds Søns kærlighed, til­givelse og lægedom til os. Også det gamle i os må blive sprængt af det nye fra Gud. Således er brudgommen stadig hos os. Han er midt iblandt os, og i ham lever og røres og er vi. Han er ikke synligt til stede, men vi ser tegnene.

Historien om tolderen Levi, som ikke har fortjent det, men som Jesus godt vil have med at gøre, den historie skal også være et tegn for os. Et tegn på, at Guds søn også vil have med os at gøre

Vi møder ham – eller rettere han møder os – i dåben og i nadveren. Han møder os i ordet, og han møder os, når vi synger. Eller som det heder et sted: ”Du er i dit hellige ord, du gav os i hjerter og munde. / Du blandt di­ne lovsange bor, som røsten blandt fugle i lunde.” Ja, når vi ser alle dis­se tegn, så tror vi, at Guds rige er midt i blandt os, også selvom vi godt ved, at det ikke er fuldt tilstede her og nu. Så kan vi gå hjem fra kir­ke og videre frem ad livets vej sammen med ham, som sagde og stadig siger: ”Følg mig!”. Amen.