|
 Prædiken til 17. s.e. trinitatis (I),
Luk 14,1-11
Broager,
søndag d. 4. oktober 2009 kl. 10.30
29 spænd over os dit himmelsejl - 448 Fyldt af glæde over livets
under - 392 Himlene, Herre // 609 Dybt fornedres skal enhver - 439,1 -
729 v. 5-6 - 385 Op, alle folk på denne jord
Dette hellige
evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang var Jesus
inviteret til middag hos en af farisæernes ledere. Det var sabbat, og
alle gæsterne holdt øje med ham. Pludselig kom der en mand der led af
vand i kroppen, hen til ham. Jesus vendte sig mod de skriftkloge og
farisæerne og spurgte: »Er det tilladt at helbrede nogen på en sabbat,
eller er det ikke?« Ingen sagde noget. Så rørte Jesus ved manden og
helbredte ham. Da han var gået, sagde Jesus til de andre: »Hvis en af
jer havde en søn eller en okse der faldt i brønden, ville I så ikke
trække dem op igen med det samme selv om det var sabbat?« Det kunne de
ikke svare på.
Jesus lagde mærke
til at gæsterne forsøgte at få de bedste pladser ved bordet, og
kommenterede det for dem. »Når du bliver inviteret til bryllup hos
nogen, skal du ikke sætte dig på den bedste plads,« sagde han. »Måske er
der en af de andre gæster der er finere end dig, og så risikerer du at
værten kommer hen og siger at du skal flytte dig. Det bliver pinligt for
dig, og så skal du tage til takke med en dårlig plads. Sæt dig i stedet
på en af de dårlige pladser når du er gæst. Så kan værten komme hen og
sige til dig: ›Kære ven, du skal sidde heroppe i nærheden af mig.‹ Det
vil give dig respekt hos de andre gæster. Den der fremhæver sig selv,
bliver nedværdiget, mens den der er beskeden, bliver fremhævet af
andre.« (D.N.O.)
Det er ikke let, sådan hedder et langt digt af Dan Turèll*. I det digt
fortæller han om, at man kan forestille sig, at man er en anden og sætte
sig ind i denne andens situation, når man har ondt af sig selv, og
verden går en for meget imod. Det er ikke let at være enlig mor,
forestiller Dan Turèll sig så, og derfra kommer han vidt omkring og
nævner et utal af problemer, som gør livet svært for mennesker. Bl.a.
siger han undervejs, at det heller ikke er let for postbudene at bringe
de dårlige nyheder ud til folk.
Det er heller ikke let at være præst. Det
kunne en kollega fortælle om i Kristeligt Dagblad i går, og hun
fortalte så om den selvbiografi, som hun i en alder af 45 år netop har
udgivet. Her fortæller hun om sine skilsmisser og livet som enlig mor.
”Det er, når jeg giver lidt af mig selv, at folk spidser ører”, siger
hun.
Det ikke let at være præst, når man –
skønt uperfekt nok – ikke har den slags problemer at byde på og ikke
synes, at ens privatliv er interessant nok at skrive bøger om.
Det er ikke let at være præst, for der
stilles store krav til en præst. Det kunne man fx læse i et
stillingsopslag for nogle år siden. Her hed det:
”Vi forventer: at du
skal kunne give os et åndeligt ’spark’ i din prædiken, men uden at vi
skal ’krybe’ fra kirken (vi tåler ikke for meget)… Du skal – kort sagt –
gå i folk med træsko på”.
Det stillingsopslag var der rigtig mange præster, som
syntes var helt forkert, for de ønskede ikke at være træsko-præster,
og de opfattede kravet til prædikenen som en helt utidig indblanden i deres
arbejde.
Men det er nu heller ikke let at være
menighed. Den menighed, som lavede dette stillingsopslag, mente jo noget
med det, som de skrev. De ville godt blive sat på plads, blive påvirket,
blive flyttet. Men de ville ikke skammes ud. De ville ikke piskes som
hunde og gå fra kirke med halen mellem benene. De ville rent ud sagt
behandles ordentlig.
Og det er ikke let i kirken. Her
forkynder man jo, at alle mennesker er syndere. Her går det ikke kun at
sige: ”Du er god nok”, for først skal der sættes nogle ting på plads. Og
det er, at kun Gud er god nok. Og kun fordi Gud er så god, at han
tilgiver os vores synder og vores fejl, kan man sige: ”Du er god nok –
alligevel!”
Det er ikke let med dagens evangelietekst
om de første pladser ved bordet. Det er i hvert fald ikke let, hvis man
tror, at Jesus skammer dem ud, som sætter sig på de øverste pladser og
roser dem, som sætter sig på de nederste. Det er ikke let, hvis
man tror, at det hele kun drejer sig om takt og tone. Det gør det nemlig
ikke, og jeg regner i øvrigt med, at I har nogenlunde lige så god
forstand på takt og tone som jeg.
Nej, det drejer sig om Jesus’ finfølelse.
Jesus går nemlig ikke direkte i rette med gæsterne, som udser sig og
udvælger de bedste pladser. I stedet for fortæller han dem en lignelse,
der skal få dem til selv at indse hans pointe.
Det er nemlig ikke let for os mennesker
at bøje nakken, vi tåler det ikke. Men vi vil gerne lade os lede i den
rigtige retning, når vi selv har erkendt, at vi var på det forkerte
spor.
Og om det med erkendelse vil jeg nu give
lidt af mig selv, et par stumper af min selvbiografi, som kun bliver
udgivet i små, uskyldige bidder fra denne prædikestol.
Den første situation foregik, da jeg var
en dreng på ca. 12 år. Familien var på besøg hos onkel Jens i Varde –
ikke min onkel, men min mors. Mens de voksne snakkede sammen, var vi
børn udenfor at lege. Der var meget at se på hos onkel Jens. Han var
nemlig gartner og havde et stort gartneri både udendørs og indenfor i
drivhuse. På et tidspunkt kom vi børn ind i huset og fik boller og
saftevand, vil jeg tro, men det husker jeg ikke helt nøjagtigt. Derimod
husker jeg tydelig en samtale, som jeg havde med onkel Jens.
Han
fortalte om skolebørn, der smed med papir og affald, hvilket var dårlig
gjort, for så var der jo ikke rent og pænt. Det var jeg helt enig med
ham i, for jeg var jo en pæn og velopdragen dreng. Og så fortsatte onkel
Jens med at fortælle, at han havde set en skoledreng, der ikke havde
smidt med slikpapir, men havde stukket det ind i en hæk, hvor han
troede, at ingen lagde mærke til det. Men det var heller ikke godt, for
slikpapiret forsvandt ikke af sig selv, og den gartner eller husejer,
som senere skulle klippe hæk, ville jo finde papiret og skulle så rydde
op efter drengen. ”Ja, det var jo ikke så godt”, sagde jeg til onkel
Jens. Men indeni var jeg lidt flov, for selv om jeg ikke smed med papir,
så havde jeg jo også gjort som den dreng og troet, at gemt var glemt.
Jeg skammede mig indeni, men jeg var ikke
blevet skammet ud, og det spor, som onkel Jens satte dengang,
husker jeg tydelig og mindes med glæde.
Den anden situation foregik, da jeg var
voksen. Det var på Klokkevej i Rinkenæs, der, hvor der er en
jernbaneoverskæring, og hvor klokkerne ringer, når toget kommer forbi.
Jeg var ude at gå en tur, da jeg så nogle store drenge i 11-12 års
alderen lege på jernbanesporene.
De havde ærligt talt fortjent en regulær
skideballe, men lige pludselig fór der en engel i mig, min vrede forsvandt,
og jeg sagde til dem: ”Hej, jeg kan godt se, at I leger godt der på
jernbanesporene. Og I er også store nok til at passe på og høre toget
komme. Men hvis I leger der, så kan der komme nogle små børn og se jer.
Og så tror de, at man godt må lege der. Og så kan der ske det, at de
bliver kørt ned af toget. Og det vil på en måde være jeres skyld. Derfor
duer det ikke, at I leger der”. ”Nå, ja”, sagde drengene. Det kunne de
godt indse. Og så gik de et andet sted hen at lege.
Og jeg er helt sikker på, at de drenge
fik mere ud af ufortjent venlighed end af velfortjent vrede.
Det er ikke let at være menneske.
Vi mennesker kan i glimt række hinanden noget godt, men ofte glemmer vi
at være venlige, ofte fejler vi, ofte gør vi noget forkert. Og ingen af
os fortjener de øverste og bedste pladser til festen for de perfekte.
Ja, der findes overhovedet ikke nogen fest for de perfekte, for det
ville være en meget lille fest, en fest helt uden gæster.
Derimod findes der en fest for alle os
uperfekte. Vi, som bliver vrede og sure en gang i mellem. Vi, som roder
med tingene og roder med vores liv. Vi som nogle gange følger forkerte
spor og ikke altid lytter faresignalerne. Vi, som alt for gerne giver
gode råd, men nødig tager imod selv. Der findes en fest for os, som ikke er
gode nok, men er gode nok – alligevel.
Det er Guds fest, og på vej til den fest
skal vi ”leve vores liv sådan som man skal når man er udvalgt af Gud. Vi
skal være beskedne, venlige og tålmodige. Vi skal elske hinanden og bære
over med hinanden og sørge for at leve fredeligt sammen i det fællesskab
vi har på grund af Helligånden. Vi udgør én krop og én ånd, og da vi
blev udvalgt, fik vi ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, der er
far til alle. Han står over alle, udfolder sig gennem alle og bor i
alle.”** Amen.
* Det er ikke let: Egentlig: For
meget, mand
** Fra epistelen. I ændret til vi:
Nu
opfordrer jeg jer – mens jeg sidder i fængsel fordi jeg arbejder for
Kristus – til at leve jeres liv sådan som man skal når man er udvalgt af
Gud. I skal være beskedne, venlige og tålmodige. I skal elske hinanden
og bære over med hinanden og sørge for at leve fredeligt sammen i det
fællesskab I har på grund af Helligånden. I udgør én krop og én ånd, og
da I blev udvalgt, fik I ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, der
er far til alle. Han står over alle, udfolder sig gennem alle og bor i
alle. (Ef 4,1-6 D.N.O.)
|
