Prædiken til 17. søndag efter trinitatis, Luk 14,1-11
Broager, søndag d. 18. september 2005 kl. 10.30
729 Nu falmer skoven – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 730 Vi pløjed og vi så’de // 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord – 321 vers 6+7 af O kristelighed – 727 Gud, du fra dine de herlige højeloftssale

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende fari­sæ­ere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved man­den og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på.
    Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan kom­me og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Jeg har stillet en stol frem på gulvet i dag, fordi den tekst, som jeg lige har læst, handler om noget med pladser. Vi synes jo ofte, at nogle pladser er bedre end andre, og derfor prøver vi at komme først, eller kommer måske ligefrem til at slås om pladserne.

Sådan er det med små børn. De kan skændes om, hvem der skal sidde hvor i bilen, eller hvem der skal først ind, eller hvilken dør, de skal kravle ind ad.

Og når så børnene har faste pladser og ikke kan skændes om det, kan de finde på at skændes med hinanden om, hvem mor skal sidde ved siden af. Selv børn så store som konfirmander kan finde på at skændes med deres søskende om, hvor de skal sidde, når familien skal ud og køre.

Også her i kirken og til konfirmandundervisningen har det været nødvendigt at lave nogle regler. Således må der kun sidde to konfirmander på hver bænk, når der er gudstjeneste (for at de ikke skal komme til at pjatte og forstyrre hin­an­den). Men når vi indleder med andagt, når vi har konfirmations­undervisning, er reglen, at konfirmanderne skal sidde på de fire øverste bænke, sådan at de er med og ikke er spredt ud over det hele eller gemmer sig nede bagved…

Nu skulle man måske tro, at voksne er klogere end børn og ikke kommer til at slås om plads­erne, men sådan er det desværre ikke. Godt nok er voksne bedre til ikke åbenlyst at slås eller at møve sig frem. Vi er mere diskrete, mere avan­ce­re­de, mere udspekulerede. Men stadig bruger vi albuer om end mest i overført forstand, når vi aser og maser for at skubbe os selv frem i første række. Vi vil nemlig helst være de største, de bedste og de vigtigste.

Vi stræber alle efter en position i samfundet eller i gruppen, efter anseelse og re­spekt. Og det er alt sammen meget godt. Det er jo ikke forkert at være et respek­tabelt menneske. Det er ikke forkert at være anset. Det er ikke for­kert at have indflydelse. Ikke i sig selv i hvert fald.

Men det er forkert, hvis vi opnår alt dette på andres bekostning, hvis vi ser skævt på dem, som er under os i samfundspyramiden, hvis vi ser ned på dem, som ikke lever op til vores idealer.

Ja, det er faktisk forkert at være respektabel, bare fordi man ønsker at blive an­set for at være respektabel. Det er det, fordi at så vil man jo bare synes, men ikke være. Så er det bare overflade det hele. Det er tom skal det hele og intet hjerte inderst inde…

Stolen på gulvet skal minde os om, at det, som Jesus taler om, når han fortæller om kampen om pladserne, at det også er ord til os.

Jesus er altså inviteret til fest i en fin mands hus og lægger mærke til, at gæsterne mænger sig med værten og alle ønsker at sidde på de bedste pladser.

Og så siger Jesus, at sådan skal man ikke gøre. Det er bedre at sætte sig længere nede, for hvis man sætter sig øverst, kan man risikere at blive sat længere ned, og det er pinligt, hvorimod hvis man sætter sig ned­erst, kan man blive hædret ved at blive budt længere op. Og så siger han, at enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes…

Det er formodentlig ganske almindelig takt og tone, som Jesus minder sine til­hø­rere om, men han taler altså om mere end etikette og pli ved middagsselskaber.

Han bryder faktisk med sædvanen, for han fortsætter nemlig med at fortælle den rige mand, som havde indbudt til festen, at »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.«

Vi skal altså ikke bare fedte for de fine at få noget igen her og nu, men gøre noget for dem, som ikke er noget, for ligefrem at få løn i himmelen til gode…

Vi skal ydmyge os. Det er ikke let at forstå, vi bryder os ikke om at være ydmyge. Tilbage­hold­ene eller beskedne, det kan vi lige klare at være, men ydmyge, det kniber det meget med. Vi vil ikke skylde nogen noget. Vi vil ikke bukke eller skrabe for nogen. Vi vil ikke underlægge os nogen autoritet.

Men det kan vi blive nødt til. Vi er mennesker af kød og blod og kan ikke trække os ind i nogen skal og forblive selvberoende. Vi må lade de hårde hjerter smelte.

Vi må ydmyge os. At ydmyge sig er at erkende, at det er noget, som er større end os selv. Det er at indse, at det ikke er os selv, vi skylder alt. Derimod skylder vi os selv til den, som er alt. Vi skylder Gud alt, også os selv. Vi skylder Gud vores hjerte, vi skylder Gud vores hænders gerning.

Vores hænders gerning er, at vi hjælper alle mennesker, også dem, som ikke kan gøre gengæld eller betale af eller overhovedet har gjort sig fortjent til det. At vi hjælper vore medmennesker, netop fordi de er medmennesker, netop fordi de er medskabninger, netop fordi Gud kræver det af os. Akkurat ligesom forældre kræ­ver af deres børn, at de skal hjælpe og værne om deres søskende i alle forhold, netop fordi de er søskende, uanset fortjeneste, rimelighed eller umiddelbar retfærdighed.

Vores hjertes skyldighed til Gud er, at vi skal sige tak. Vi skal ikke bare tage det for givet som ved en naturlov eller en kosmisk tilfældighed, at vi er til og ånder og lever. Vi skal se mening, formål og Guds gode vilje bag det hele.

Mening og formål var der jo bag det, da bønderne sidste år eller i foråret tilsåede markerne, som nu er blevet høstet. Mening og formål var der, da andre afgrøder blev plantet, sat, sået eller podet.

Dels var der bøndernes og havefolkets mening. De vidste jo godt, hvad de gjorde, og hvad der kunne komme ud af det. Og så var der, må vi tro, Guds mening og formål. Guds mening og formål, som overgår al menneskelig mening og formål.

”Guds mening og formål?”, kan man spørge. For den egenrådige og stolte er det nok vanskeligt at se Guds mening og formål. Derfor er der sikkert bønder, der tror mere på kunstgødning end på Gud. Derfor er der sikkert havefolk, der ikke regner det for noget særligt at sætte et blad på en nælde. Derfor lever vi for det meste med Gud i baggrunden, uden ydmyghed, uden at have hjertet på det rette sted…

Vi voksne bruger mange kræfter på at lære vores børn at sige tak: tak for mad, tak for gaver, tak for hjælp.

Husk at sige tak, siger vi, og vi glemmer det selv. Nej, selvfølgelig glemmer vi ikke at sige tak til hinanden, som etikette og pli kræver det. Men tak til den, som egentlig giver os mad, gaver og hjælp. Tak til den, som giver os håb, fremtid og evighed. Hvor bliver den tak af?

Der er jo så meget, som vi ikke kan takke os selv for. Og alt kan vi takke Gud for. Gud står bag, Gud står bag det hele, også livet, som vi fik af vore forældre, kær­lig­heden, som vore elskede skænkede os, håbet, som gode mennesker indgød i os, troen, som blev overdraget gennem slægter og tider.

Tak er kun et fattigt ord, siger man, men mere fattigt er det at glemme at sige tak…

Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes, siger Jesus. Og det gjorde han især. Han ydmygede sig for at ophøje os. Han gav sit liv for at vinde vores. Det er det væsentligste og helt grund­læggende for kristentroen.

Men der er stadig plads til vores ydmyghed, fordi livet, kærligheden, håbet og tro­en vinder frem, der hvor vi selv træder tilbage, tager imod, siger tak: Tak for livet, tak for kærligheden, tak for Jesu ydmyghed, fordi vores egen aldrig rigtig slår til! Tak for årets høst. Tak for, at vi ikke behøver at slås om maden i dette land eller om pladserne i denne verden eller i den kommende. Tak Gud, fordi du er på vores side, og har stillet en stol frem til os og givet os en plads i dit hjerte! Amen.