|
 Prædiken til 15. s.e. trinitatis (I),
Matt 6,24-34
Broager, søndag d. 20. september 2009
10 Alt,
hvad som fuglevinger fik - 69 Du fødtes på jord - 163 Fuglen har rede //
36 Befal du dine veje – 440 - 729,5 Ham takker alle vi med sang - 2
Lover den Herre, den mægtige konge med ære
Dette hellige evangelium skriver
evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer.
Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den
ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke
bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller
for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og
legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke
og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I
ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv
ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til,
hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg
siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.
Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i
ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke
være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke?
Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo
efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg
først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i
tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen
skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin
plage.«
Benny Andersen har
skrevet en novelle, som hedder Den
skaldede mand. Det er en historie, som jeg gennem årene af naturlige
grunde har fået en hel del sympati for. Det er også en historie, som
passer fint til dagens evangelietekst.
Hovedpersonen er en mand, som er ved at
blive skaldet. Han har kun 8 hår tilbage, og nu hører man ham fortælle
sin lidelseshistorie: Hans kone havde engang, da de endnu var unge og
nyforlovede, i et øjebliks ubetænksomhed sagt til ham: ”Jeg håber, at du
aldrig går hen og bli’r skaldet og tykmavet, det synes jeg ikke er så
pænt”. Hun havde sagt det i forbifarten og med en spøgefuld tone uden at
tænke nærmere over det, men manden havde husket det hele livet igennem.
Og han havde da også i mange år med nogen
succes dyrket sport og forsøgt ikke at spise for meget, så maven havde
forholdt sig indenfor nogenlunde rammer, selv om den i de seneste år,
efter at han havde rundet de 50, var begyndt at stille krav om bedre
pladsforhold.
Værre var det med håret. Allerede for
længe siden var hårgrænsen vigende. Og månen og høje tindinger var
mødtes og var sammen gået til angreb på den resterende hårpragt, som
uundgåelig gik sit forfald i møde.
Og manden havde prøvet alt for at undgå
hårtabet. Han havde smurt og gødet, æltet og iltet, vandet og drænet.
Han havde underkastet sig besynderlige og besværlige behandlinger. Han
havde udstået underlige, men stadig uvirksomme besværgelser og
bestrygninger. Intet hjalp.
Og angsten for at miste konen red manden
som en mare. Han fantaserede over, om hun i hemmelighed havde taget sig
en elsker – en mankeprydet ungersvend.
Og så en aften så sidder manden og konen
med hver sin avis og hygger sig og fortæller lidt om, hvad de hver især
læser om og har bidt mærke i.
Manden er nu temmelig mærket af sin
situation. Han lægger bare mærke til, hvordan en flue lander på hans
skaldede hoved og spankulerer rundt. Fluen kan jo også let få fat med
sine sugefødder på det skaldede kranium. Og så lader han fluen tænke
dybe tanker bl.a. disse: ”Her, hvor der før var bølgende marker og
frodige lunde, her breder ørkenen sig nu så langt øjet rækker. Her er
kun stilheden, ensomheden, intetheden og et par enkelte tørre strå hist
og her i horisonten, for længst har den levende, brogede verden trukket
sig tilbage”.
Men fra dette nulpunkt sker der noget
underligt, for nu tænker fluen videre: ”Hvad er det da der drager én mod
disse trøstesløse himmelstrøg? Mon ikke grunden er, at intet her
distraherer meditationen, at tid og rum her viger for en højere,
ujordisk indsigt, hvor alt som var og skal komme står side om side for
sjælens øje, som rækker langt videre end et flueøje? Da er det ikke så
sært, at de store profeter og religionsstiftere altid opholdt sig
fyrretyve dage i ørkenen, før de vendte tilbage og ændrede verden. Måske
vil en flueprofet en gang begive sig ud i denne ørken, som er evighedens
spejl, og efter fyrretyve sekunders faste og meditation vende tilbage og
stifte en ny religion, forkynde at vi skal elske vores næste, det vil
sige alle andre fluer uanset hvilken art de tilhører, stuefluer,
stikfluer, spyfluer, døgnfluer, kødfluer, ostefluer, blomsterfluer,
hestefluer, bananfluer…”
Og fra dette lille evangeliske
mikrokosmos, lader Benny Andersen den forløsende vending indtræffe, idet
konen, Inger, vender sig mod hovedpersonen og peger på et billede i
avisen og siger: ”Der er en, som er næsten lige så flot som du”. Det er
et billede af den helt skaldede skuespiller Yul Brynner, som hun peger
på. Det viser sig, at hun ikke har det fjerneste imod skaldethed. Det
halvskaldede er hun ikke så vild med, men det helt skaldede synes hun er
flot. Og her ender historien. Historien ender med en mand, som ikke
havde haft grund til at være bekymret og nu kun er 8 hår fra den
fuldkomne lykke. Og det er jo ikke så ringe.
Benny Andersens historie hedder som sagt
”Den skaldede mand”. Den hedder ikke bare ”Vær ubekymret”.
Evangelieteksten i dag handler ikke bare om at være ubekymret. Ja midt i
al talen om at være ubekymret for mange ting, skal man netop være
bekymret for noget ganske særligt. Således heder det ganske centralt:
”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives
jer i tilgift.
Og det er i den sammenhæng vi skal se
opfordringen til ubekymrethed. Ellers kan opfordringer til ubekymrethed
let være ganske malplacerede. Det kan fx ikke nytte noget, at jeg siger
til min kone, at hun ikke skal bekymre sig om, hvad vi skal have at
spise til aftensmad, hvis jeg ikke selv bekymrer mig om det. Børnene
skal jo have noget at spise, og mindst en voksen skal tage sig af
madlavningen. Regningerne skal betales, selv om fordelingen godt kan
være sådan, at den ene betaler, og den anden bekymrer sig.
Men nogle bekymringer er altså vigtigere
end andre. Om manden var skaldet eller lidt for fed, var ikke det
vigtigste, men om konen elskede ham. Om konen elskede ham, ikke bare i
pæn tilstand med eller helt uden hår, men også i den mindre attraktive
mellemtilstand. Om konen elskede ham og virkelig ville have med ham at
gøre, det var det væsentligste. Og han kunne jo ikke lave om på sig
selv, men hun elskede ham alligevel.
Søg først Guds rige og hans retfærdighed,
så skal alt det andet gives jer i tilgift. Og det er den bekymring, som
er så meget vigtigere end så mange andre bekymringer. Og Guds
retfærdighed er, at Gud retfærdiggør. Vi skal ikke retfærdiggøre os
selv. Vi skal ikke være gode nok eller populære nok overfor Gud. Vi skal
ikke være elskværdige nok, for at Gud elsker os. For Gud elsker os
uanset. Uanset enhver bekymring. Uanset, hvor små vi måtte være. Om vi
så var græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, om vi så var
fluer i et ganske lille univers. Gud elsker os alligevel og ”forkynde[r] at
vi skal elske vores næste, det vil sige alle andre fluer uanset hvilken
art de tilhører, stuefluer, stikfluer, spyfluer, døgnfluer, kødfluer, ostefluer, blomsterfluer, hestefluer, bananfluer…”
Først fra det perspektiv, hvorfra enhver
selviscenesættelse og selvhævdelse er umulig, kan vi søge Guds rige og
hans retfærdighed, men så skal alt det andet også gives os i tilgift.
Amen.
|
