Optagelse fra Broager, 2008
Prædiken til 14. s.e. trinitatis, Joh 5,1-15
Søften og Foldby kirker, søndag d. 24. august 2004
403 Denne er dagen, som Herren har gjort - 66 Lyslevende fra Himmerig -
388 Herrens røst var over vandet // 423 Sin menighed har Kristus kær - 441
Alle mine kilder skal være hos dig - 472 O Jesus, søde Jesus - 375 Alt
står i Guds faderhånd
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved
Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har
fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som
ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel
nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet,
efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå
der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste,
at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være
rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned
i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før
mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden
rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet
helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han
svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre
og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?«
Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået
sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på
tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at
der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at
det var Jesus, der havde gjort ham rask.
I 38 år havde manden ligget der og været syg. Han kunne ikke selv bevæge sig ned
til vandet, når det kom i oprør og kunne helbrede. Og nu står Jesus foran ham og
spørger: ”Vil du være rask?”
Det er et underligt spørgsmål. Havde det været enhver anden end Jesus, en, som
ikke kunne tilbyde nogen hjælp, havde det været et direkte uforskammet
spørgsmål, som man ikke kunne tillade sig at stille. Og selv Jesus, som kunne
hjælpe, hvorfor spurgte han sådan? Hvem vil ikke være rask, når man er syg, og
undgå at blive syg, når man er rask?...
”Vil du være rask?” Det er det spørgsmål, som forfatteren og skuespilleren Dario Fo tager op i sit lille skuespil [Moralitet] om den blinde og den halte.
Den ene kan ikke se, og den anden kan ikke gå, og de sidder på hver sin side af
gaden og tigger og beklager sig og håber på, at de forbipasserende fatter
medlidenhed og giver en skilling til dem.
”Åhå”, siger den blinde, ”jeg kan ikke gå omkring uden hele tiden at smadre
hovedet ind i alle mulige søjler og gesimser … er der ikke nogen, der kan hjælpe
mig?”
Og på den anden side af gaden har den halte en tilsvarende klage at diske op
med: ”Åiiihåh, jeg kan ikke komme op af det her hul, hjulene [på min vogn] er
gået i stykker, jeg må dø af sult her, hvis der ikke er nogen der hjælper mig.”
Og lige pludselig, midt i den klage, som ellers mest lyder automatisk ud i
luften, sker der det, at de to handicappede hører hinanden og kommer i tanke om,
at de kan hjælpe hinanden. Den halte dirigerer den blinde over til sig, og nu
kan de to med noget besvær være ben og øjne for hinanden.
De skændes noget om, hvordan de skal få der nye samarbejde til at fungere, men
så hører de en hujen og en larm. ”Hvad er det?”, spørger den blinde. Og den
halte svarer: ”Arme djævel!” ”Arme djævel hvem?” ”Ham, Kristus i
egen person… Jesus, Guds søn!”
Men den blinde kender ikke noget til Guds søn og spørger: ”Guds søn? Hvad for
en?”
”Ja, hvad tror du?”, siger den halte. ”Hans eneste søn, idiot! En højhellig søn…
de siger, han gør utrolige, fantastiske ting: han helbreder sygdomme, de værste
og frygteligste i verden, hvis man bærer det med et lyst sind. Så vi må hellere
se at fordufte fra det her kvarter…”
Det forstår den blinde ikke, så den halte må forklare, at det jo bare er med at
komme væk, for tænk nu, hvis de blev helbredt. Så vil de jo ikke kunne tigge
mere, og de vil være nødt til at finde sig et arbejde.
Inden de kommer væk, hører de dog, at der sker noget nyt i folkemængden: ”Hvad
sker der?”, spørger den blinde. ”Jo”, fortæller den halte, ”de pisker ham.”
”Hvorfor dog” ”Han har talt til dem om at vi skal elske hinanden, som
brødre. Men pas nu på du ikke bliver grebet af medlidenhed med ham, for så
risikerer vi alvorligt at blive helbredt.” ”Nej, nej, jeg har ikke
medlidenhed, han betyder ikke noget for mig, ham Kristus… jeg kender ham ikke
engang. Men fortæl, hvad de nu gør ved ham.”
Og den halte fortæller om manden, som kommer bærende med sit kors, og den blinde
får medlidenhed med ham, og da de prøver at komme væk, lykkes det ikke: Den
blinde kan pludselig se, og den halte kan bruge sine ben.
De reagerer helt forskelligt på det: Han, som før var blind, ser verden, glæder
sig og takker Gud. Mens han, som nu kan gå, ønsker sig sin gamle tilværelse
tilbage og sine forkrøblede ben igen… …
”Vil du være rask?” Det spørgsmål er så let for den udenforstående at svare på,
men hvor let er det egentlig at smide sine åndelige krykker? Er der ikke så
meget, som vi hver især kan være afhængige af? Dårlige vaner, som vi ikke kan
komme ud af? Smøgerne, som hurtig dulmer den hunger, som de selv forårsager.
Fjernsynet med den lette underholdning, som så ofte bare er spild af tid. For
meget mad, men for lidt tid til at nyde måltiderne sammen. Det lette og det
overfladiske der, hvor omhu og fordybelse havde været på sin plads.
Individualisme og egoisme skønt der var mere brug for fællesskab og solidaritet.
”Vil du være rask?”, lyder spørgsmålet til os, og vi tænker så: ”Ja, men hvad
skal vi gøre med al den dårligdom, som er i verden, og os selv står det heller
ikke for godt til med, perfekte er vi i hvert fald ikke. Nogen må da hjælpe os.”
Ja, nogen må bære os, og i første omgang må vi bære hinanden.
Det har vi det smukkeste eksempel på, når der er dåb. Så kommer forældrene med
deres barn. De bringer det til det vand, som skal være en kilde til liv. Barnet
er hjælpeløst. Det kan endnu ikke gå selv.
De voksne er ikke hjælpeløse; de bærer jo barnet. Men på en måde er de alligevel
magtesløse. De vil det bedste for barnet, de håber alt godt og ønsker alt godt.
Men de ved også, at så meget er udenfor deres kontrol. De kan kun følge barnet
så og så langt. På et tidspunkt skal barnet stå på egne ben, og det vil
efterhånden bevæge sig udenfor deres beskyttende omsorg. Ja, fremtiden er på en
gang vidunderlig og skræmmende…
Vi kan kun bære hinanden så langt, som det er menneskeligt muligt. Derefter må
vi sætte vores lid til Gud. Derefter må vi overlade hinanden i Guds hænder.
Derfor er det, at vi bærer børnene til Jesus i dåben. I dåben kommer de til at
høre Jesus til. Det er der ikke noget sentimentalt ved. Dåben er ikke en
urealistisk flugt fra verdens genvordigheder eller livets problemer. Tværtimod
er det en realistisk erkendelse og bekendelse af, at vi ikke lever i paradis, og
af at vi ikke er uden fejl, uden synd. Derfor lyder forsagelsen af Djævelen og
alle hans gerninger, derfor tales om syndernes forladelse, derfor kommer vi til
at tilhøre en korsfæstet Herre Jesus Kristus.
Tegnene på det er korsets tegn for ansigt og bryst; vandet, der øses tre gange i
den Treenige Guds hellige navn; og velsignelsen under håndspålæggelse.
De sidste ord i dåbsvelsignelsen er: ”Han bevare din udgang og din indgang fra
nu og til evig tid!”. De ord er blevet udlagt på mange måder gennem tiden, de
kan betyde så meget, men vi må i hvert fald gerne høre i dem: Rejs dig, gå ud i
verden og lev livet i tillid til, at du er i Guds hænder, og skulle du glemme
det, så kom tilbage og hør det igen, så tit, du vil. Amen.
|
