Prædiken til 14. s.e. trinitatis (I), Luk 17,11-19
Broager , søndag d. 14. september 2009 10.30
3 Lovsynger Herren – 450 Du kommer Jesus i vor dåb – 42 I underværkers land jeg bor // 5 O havde jeg dog tusind tunger – 439,1 – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 11 Nu takker alle Gud

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Sama­ria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv under­søgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet hel­bredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurg­te: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

“Stol aldrig på en statistik, du ikke selv har forfalsket”, sagde Winston Churchill engang. Og pointen var naturligvis, at statistikker er meget lette at mistolke og misbruge.

Men i dag står vi altså overfor en lille statistisk undersøgelse foretaget af Jesus selv. Den går ud på, at Jesus har mødt nogle spedalske og sagt, at de skulle gå hen og lade sig undersøge og se på af præsterne, som på den tid havde en sådan læge­lig autoritet, at de kunne erklære folk for raske.

Og de spedalske bliver faktisk raske på vejen derhen. Men kun en ud af de 10 vender tilbage til Jesus for at sige tak; han er ovenud lykkelig og taknemmelig. Men de ni andre hører Jesus ikke mere fra.

9 ud af 10 siger altså ikke tak. ”9 ud af 10” det er så mange, at det ikke er stati­stik længere. Det er ikke muligt at mistolke. Det er en talemåde for det helt almindelige. Ja, det er udtryk for det, som alle gør bortset fra den statistiske afvigelse: de få og sjældne undtagelser, som ikke afkræfter reglen. Altså Jesus fandt ud af den helt almindelige regel, at mennesker glemmer at sige tak…

Hvordan kunne og kan det gå så galt? Hvorfor glemmer folk at sige tak? Tja, lad os se på en anden historie om ”9 ud af 10” nemlig sangen om ”Ti små cyklister”. Her er det alle mulige uvaner og fejl i trafikken, som forhindrer cyklisterne i at  nå frem. Og for hvert vers i sangen forsvinder der en cyklist. Ti, ni, otte, syv osv. Og til sidst er der kun en tilbage, nemlig han, som kørte helt korrekt.

Sammenligner vi menneskers manglende evne til at sige tak for at blive helbredt, sige tak for at være raske eller sige tak for livet - sammenligner vi det med san­gen om de ti små cyklister, så må vi lede efter de fejl og uvaner, som vi fylder vores liv med. Vi må finde det, som forhindrer os i at sige tak.

Og her er det nok almindeligvis sådan, at det ikke er, fordi vi gør alting helt for­kert, at vi glemmer at være taknemmelige. Nej, vi har bare så meget for. Vi har arbejdet, som skal passes. Vi har tøjet, der skal vaskes. Vi skal åbne vores post og svare på vores email. Og det hele bliver let til en daglig trummerum, hvor vi ikke formår at hæve os op over dagligdagen. Alle dagene flyder sammen, så alt for få bliver specielt festlige eller glædelige eller hellige.

Og selv om vi lever i en verden med flere og flere hjælpemidler, maskiner og kom­mu­nika­tions­midler, så tager tingene magten fra os. Mobiltelefonen, som uden ledning skulle gøre os fri af tid og sted, har vi nu med os alle steder, hvor vi før var fri. På fisketur, på ferie, på toilettet.

Vi hænger fast i den daglige trummerum. Og midt i det hele ser vi ikke solen, der skinner, og livets store gave. Og vi siger ikke ofte tak til Gud. Vi opløfter ikke vore hjerter, men lader dem slå i dagligdags takt. Vi ser kun frem mod de næste trivia­liteter. Og hvis vi endelig får os set omkring, så glemmer vi at se op.

Der er meget, som trækker i os. Vi er del af mange netværk, som man siger i dag. Og forbindelserne skal man pleje; de er jo ikke ligegyldige: familie og venner, kol­le­ger og bekendte, interesser og aktiviteter. Alt sammen er tråde omkring os, som betyder noget. Noget tættere på, noget længere væk. Netværket er ikke et bur, men noget som vi lever i.

Men har vi styr på alle trådene? Derom handler denne lille historie af forfatteren Johannes Jørgensen. Den lyder sådan;

»Det var en skøn septembermorgen. Alle enge glimtede af dug, og gennem luften sejlede den flyvende sommers silkeskinnende tråde. Langt fra kom de, langt hen drev de.

En af disse tråde strandede i toppen af et træ, og luftskipperen, en lille gul- og sortbroget edderkop, forlod sit lette fartøj og betrådte løvets fastere grund.

Men stedet behagede den ikke rigtigt, og med en rask beslutning spandt den sig en ny tråd og firede sig lige ned i en stor tjørnehæk.

Her var der nok af strittende skud og kviste, hvorimellem et net kunne ud­spin­des. Og edderkoppen gav sig til arbejdet, idet den lod tråden ovenfra, ad hvilken den var kommet ned, bære nettets øverste hjørne.

Det blev et stort smukt væv. Og der kom noget særligt over det, derved at det ligesom stod ret op i den tomme luft, uden at man kunne se, hvad der bar dets øverste rand. Thi der skal gode øjne til for at opfange sådan en lille, fin edder­koppetråd.

Dage kom, dage gik. Det begyndte at blive småt med fluefangsten, og edder­kop­pen måtte spinde sit net større, så det kunne favne videre, fange mere. Og takket være tråden ovenfra, lykkedes denne udvidelse over al forventning. Edderkoppen byggede sit væv højere og højere op i luften og mere og mere ud til siderne. Net­tet spændte over hele hækkens bredde, og når det i de våde oktobermorgener hang fuldt af funklende dråber, var det at se som et perlestukket slør.

Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længer den lille tingest, der var kommet sejlende på et spind gennem luften uden en skilling i lommen – og uden anden formue end sine spindekirtler. Den var nu en stor, svær, velstående edderkop og havde det største net langs hele hækken.

En morgen vågnede den i usædvanlig dårligt humør. Den havde frosset lidt om natten, og nu var der ikke et solglimt at øjne, og ikke en flue summede gennem luften. Sulten og ledig sad edderkoppen hele den lange, grå efterårsdag.

For at slå tiden ihjel begyndte den en rundgang i sit net for at se, om det ikke træng­te til at bødes her eller der. Den rykkede i alle trådene for at mærke, om de var godt fæstnede. Men skønt den ingen fejl fandt, vedblev den at være utålelig gnaven.

I vævets yderste udkant kom den så til en tråd, som den lige med ét syntes, den ikke kendte. Alle de andre gik enten derhen eller didhen – edderkoppen vidste hver kvist, de var gjort fast ved. Men denne ganske ubegribelige tråd gik ingen steder hen – det vil sige, den løb ret op i luften.

Edderkoppen rejste sig på bagbenene og kiggede opad med alle sine mange øjne. Men den kunne ikke se, hvor tråden gik hen. Det så ud, som den førte lige op i skyerne.

Edderkoppen blev mere og mere ærgerlig, jo længere den sad og stirrede til ingen nytte. Den huskede slet ikke mere, at den selv en gang på en klar septemberdag var kommet ned ad denne tråd. Den huskede heller ikke, hvor stor nytte netop denne tråd havde ydet, da vævet skulle bygges og udvides.

Edderkoppen havde glemt det altsammen – den så blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige steder gik hen, men bare op i den tomme luft...

”Væk med dig”, sagde edderkoppen, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over.

I det samme gav vævet efter – hele det kunstfærdige netværk styrtede sammen – og da edderkoppen kom til sig selv, lå den mellem tjørnebladene med nettet som en lille, våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra.«

Så vidt Johannes Jørgensen og historien om ”Tråden ovenfra”.

Og nu tror nok 9 ud af 10 af jer, at jeg kun har talt om statistik, cyklister og edderkopper. Men jeg håber, at enkelte af jer kan følge tråden til Gud. Amen.