|
 Prædiken til 14. s.e. trinitatis (I), Luk 17,11-19
Søndag d. 9. september 2007, Egernsund 9.00, Broager 10.30
3 Lovsynger Herren -
436 Gladelig vil vi halleluja kvæde/450 Du kommer Jesus i vor dåb -
42 I underværkers land jeg bor
//
5 O havde jeg dog tusind tunger --
11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa.
Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående
langt fra ham og råbte: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem,
sagde han: ”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!” Og mens de var på vej
derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet
helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu
fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: ”Var der ikke
ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt
tilbage for at give Gud æren?” Og han sagde til ham: ”Stå op og gå herfra! Din
tro har frelst dig.”
Ti spedalske bliver helbredt, og kun en vendte tilbage til Jesus for at sige
tak. Det er det koncentrerede indhold af det, som jeg lige læste. Og jeg vil
destillere emnet endnu mere ned og koncentrere mig om manglende taknemmelighed
og hvem Jesus er.
En oplevelse fra dagligdagen: En eftermiddag var en dame ude og shoppe i Kolding
Storcenter. Hun købte en lille pose småkager og lagde den i sin indkøbspose. Så
stillede hun sig op i køen for at købe en kop kaffe og fandt derefter med besvær
et sted at sidde ved et af bordene, hvor der endnu var en plads fri.
Hun hældte fløde i kaffen og rørte rundt, tog et dameblad frem, tog en slurk af
kaffen og begyndte at læse. Overfor hende ved samme bord sad der en mand, som
læste avis.
Efter et par minutter rakte hun ud og tog en småkage. Og samtidig med det så
gjorde manden overfor hende det samme; han tog også en småkage. Det gjorde hende
noget paf, men hun sagde ikke noget.
Lidt senere tog hun atter en småkage. Igen gjorde manden det samme. Nu var hun
lige ved at hidse sig op, men hun sagde ingenting.
Efter at have drukket noget mere kaffe, tog hun atter en småkage. Og ligeså
manden. Hun var virkelig ophidset nu, især fordi hun lagde mærke til, at der kun
var en småkage tilbage. Tilsyneladende havde manden også set, at der kun var en
småkage tilbage. Før hun kunne nå at sige noget, tog han den, brækkede den midt
over, gav hende halvdelen og spiste den anden halvdel selv. Så smilede han til
hende, rejste sig, idet han tog avisen under armen, og gik sin vej.
Hun var forbløffet og chokeret. Hendes kaffepause var blevet ødelagt, og hun var
i tankerne allerede i gang med at berette til sine venner og sin familie om
denne forfærdelige opførsel. Hun slugte det sidste af sin kaffe, rejste sig op
for at komme videre, og da hun skulle til at stikke sit blad ned i indkøbsposen,
opdagede hun, at der lå en hel, uåbnet pose småkager…
Så vidt damen i Kolding Storcenter - et eksempel på, hvor sikre vi kan være på,
at vi har ret til noget, uden at vi dog har det. Et eksempel på
ejerfornemmelser. Et eksempel på, hvor meget vrede og energi vi kan spilde på
småting, på småkager, på de rene ligegyldigheder.
Og taknemmeligheden bliver væk i det hele. Væk er glæden ved at holde pause.
Forsvundet er fornemmelsen af overskud og fridag.
Ja, er det ikke forunderligt, at der skal så lidt til at ødelægge vores glæde i
livet? At der skal så lidt til at få vores verden til at styrte sammen?
Måske er det, fordi vi tror, at det er vores verden? Det hele er noget, vi har
fortjent; det er der ikke nogen, der skal komme og tage fra os!
Mon ikke vi ville have det meget bedre, hvis vi gjorde os klart, at det ikke er
vores verden. At alt det gode, som sker os, ikke er noget, som vi har gjort os
fortjent til. Og at vi ikke skal se så meget på den smule, som tilsyneladende
bliver taget fra os, men meget mere være taknemmelige for alt det, som hele
tiden bliver givet os?
Det er ikke vores verden. Det er Guds. Og Gud giver.
Men inden jeg siger mere om Gud, så må jeg lige fortælle om onkel Georg.
Det er
ikke min onkel, det er lidt længere ude i familien, det er en granfætters onkel.
Se, da min grandfætter var en lille dreng, hørte han ofte sine forældre fortælle
om onkel Georg. De havde hans bog stående på hylden, og drengen havde kigget
lidt i den, men han forstod den ikke rigtig og syntes, at det, som stod deri,
mest var for voksne. Han kunne bedre lide den illustrerede børneudgave med
billederne i.
En dag så skulle familien ud at besøge onkel Georg. Min granfætter fik
vandkæmmet sit hår, og hans forældre tog deres pæne tøj på, og så kørte de hen
til onkel Georgs hus, som lå helt henne i den anden ende af byen oppe på en
lille bakke. Det var et stort, imponerende stenhus. Drengen havde aldrig set
noget lignende.
Da de kom hen til døren, så ringede klokkerne helt vildt. Så meget larm fra en
dørklokke havde min granfætter aldrig oplevet før. Og døren blev åbnet af en
tjener i sort tøj, som førte dem hen til onkel Georg.
Onkel Georg var en statelig og alvorlig mand med buskede øjenbryn og en bøs
stemme. - I kan sikkert godt forestille jer, hvordan han var. Og så sad de og
hyggede sig. Der var også nogle andre, noget fjern familie med til selskabet,
hvor de ikke fik kaffe, men de voksne fik dog lidt vin, og man fik nogle
underlige kager serveret.
Til sidst, da besøget var ved at være slut, trak onkel Georg min granfætter til
side og sagde, at der var noget, som han havde glædet sig meget til at vise ham.
Og så tog han ham med hen til kælderdøren, og åbnede døren og tog ham med ned i
kælderen. De gik ned ad en vindeltrappe, ned og ned og ned. Det føltes som en
uendelighed. Og det blev varmere og varmere.
Helt nede i kælderen stod et stort fyr og brændte. Det buldrede. Og i lågen ind
til fyret var et skueglas, hvor man kunne kigge igennem lige inde i flammerne.
Og dér, inde i flammerne, var der mennesker. Og de blev stukket og pint af nogle
tjenere ligesom dem, som min granfætter havde set ovenpå i onkel Georgs hus. Det
var sådan nogle treforke, de stak med. Og onkel Georg sagde: ”Ved du, hvad det
er for nogle folk, der er derinde?” ”Nej!” svarede drengen. ”Det er slemme,
slemme folk”, sagde onkel Georg.
Og inde i flammerne et sted, der, hvor der var allervarmest - onkel Georg pegede
det ud for min granfætter - der var der nogle drenge, som blev pint. ”Det er de
slemme, slemme drenge. Den slags drenge, som ryger cigaretter nede bag ved
skolens cykelskur. Eller den slags drenge, som i smug læser pornoblade”, sagde
onkel Georg.
”Og de små drenge, som bliver stukket allermest med de der treforke, det er de
drenge, som ikke elsker mig.”
”Elsker du mig?” spurgte onkel Georg så min granfætter. Og drengen for sammen og
svarede forskrækket: ”Ja, ja selvfølgelig gør jeg det, onkel Georg!”
”Husk på”, sagde onkel Georg, ”jeg vil altid vide, hvor du er henne i verden. Og
jeg vil vide nøjagtig, hvad du tænker. Så du vil altid elske mig, ikke sandt!” ”Jo, jo onkel Georg. Det vil jeg!”
”Og du kommer og besøger mig en gang i
mellem, ikke!?” ”Ja, ja, det skal jeg nok!” - og så forlod de huset og tog hjem…
Naturligvis eksisterer onkel Georg ikke…
Men på en måde gør han alligevel. For han eksisterer i hovedet på tusindvis af
mennesker. Og de kalder ham Gud. Han er det billede, som de har fået af Gud.
Billedet er naturligvis helt forkert. Men det er muligvis forklaringen på, at de
ikke rigtig bryder sig om at beskæftige sig med Gud.
Gud har mennesket altid gjort sig forestillinger om. Nogle gange er gud en
straffende gud ligesom onkel Georg. Og når det går helt galt, så bilder folk sig
ind, at de skal hjælpe denne gud med at straffe. Måske ved at fordømme andre
mennesker, eller måske endog ved at hjælpe gud med slå ihjel. Og på en eller
anden måde bliver disse menneskers gud - skønt stor og magtfuld - uendelig
lille, smålig og sadistisk.
Andre gange er gud noget helt andet. Måske er gud noget meget svævende og
udflydende. En god følelse, en hobby eller fritidsbeskæftigelse, noget der ikke
kræver det store af en. Men også noget, der heller ikke giver så meget.
Men hvem er Gud da egentlig. Jo, det er jo det, som den ene taknemmelige
spedalske fornemmede, da han kom tilbage til Jesus.
Gud er ikke en hvem som helst gud. Og bestemt ikke onkel Georg. Men Gud er den
Gud, som vi møder i Jesus. Gud kender vi som skaber, og Gud forstår vi som Ånd.
Men Gud kender vi i særdeleshed gennem Jesus, åbenbaret gennem hele hans liv,
understreget ved hans død for os og hans opstandelse. Gud er Jesus, og Jesus er
Gud.
Den Gud, som igen og igen fortæller os, at vi er uendeligt højt elskede og
accepterede som vi er. Den Gud, der helbreder og skaber liv på ny. Den Gud, som
er god mod gode såvel som onde mennesker, og som vedbliver med at være god mod
os, selv om vi 9 ud af 10 gange glemmer at være taknemmelige. Gud ske tak og lov
for det. Amen.
Med tak til Kelvin Wright for historien om Onkel Georg:
Insights - a selection
of sound recordings of Kelvin Wright's sermons. |
