Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæ­ger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
    Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger de­res magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tje­ner, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Hvordan skal jeg træde frem for Gud? Hvad er min rolle? Hvad skal jeg komme med, og hvad kan jeg gøre for Gud?

Det er det spørgsmål, som mennesker altid har stillet sig selv. ”Vi må da kunne gøre noget for at gøre guderne venligt stemt overfor os”, sagde vore forfædre, og så gav de det bedste, som de havde. På hellige steder lagde de brød af korn fra marken, en hjort fra jagten i skoven og mjød, som havde stået og gæret længe, frem til guderne. Og så håbede de, at guderne ville blive glade og give gode tider.

Profeten Mika kendte også til den trafik: ”Lad os give noget til Gud, så får vi sikkert noget igen.” Man ofrede dyr, man ofrede afgrøder, og nogle af nabofolkene ofrede endog deres børn. Ja, så langt ville man altså gå for at sikre sig Guds gode vilje.

Netop fordi man gik så langt, blev det klart, at dette var ikke den gode Guds vilje. Det var ikke den vej, man skulle gå, hvis man ville vandre med Gud. Gud lod sig ikke købe. Hvad skulle Gud dog med et lam eller en sjat olivenolie, han som havde skabt hele verden? Nej, sagde pro­fet­en: ”du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.”

Og det var en god profeti. Læg mærke til, at profetien ikke nødvendigvis er en forudsigelse af fremtidige begivenheder, men en blot en udsigelse, en proklamation, af Guds vilje. Derfor kan Mikas profeti stadig gælde os, og profeti kan stadig forekomme i dag, så sandt som Gud lader mennesker tale sin vilje.

Men nu er det ikke altid, at det er Guds vilje, som råder. Nej, det er ofte menneskers vilje. Nogle gange er det den onde vilje, og andre gange den gode vilje.

Og nogle gange er det den gode vilje, som løber af med mennesker og forårsager meget ondt. Det var det, som var tilfældet med Paulus. Han var jo en nidkær og ivrig jøde, som ville gøre alt for Gud, og derfor var det, at han var med til at forfølge de første kristne. Hvorfor Paulus ikke kunne at indse, at forfølgelse, tvang og mord ikke kunne være Guds vilje, ved vi ikke, men vi ved, at det først var på vejen til Damaskus, da Jesus i et syn viste sig for ham, at han opgav sin vildfarelse og vantro og tog imod Jesu Kristi barmhjertighed.

Hvordan skal vi komme til Gud? Ikke med ofre, ikke med fanatisk tjenst­villighed. Disse to yderligheder kendte Jesu disciple, og de vidste, at de ikke er den rette vej til Gud. Nej, tænkte de, lad os tjene Gud, lad os tje­ne Jesus så godt, som vi kan. Det må være det rigtige at gøre.

Og det gjorde de så, og de fulgte ham i tykt og tyndt. De hørte, hvad han sagde til folk, og de hørte, hvad han sagde til dem, og det fyldte dem med håb og glæde. De var glade for at være sammen med Jesus her og nu, og de så frem til den tid, da Guds rige ville bryde frem i herlighed.

Måske forestillede disciplene sig, at der i Guds rige, ville blive brug for nogle til at administrere al Guds godhed, og at der ville blive opgaver med at udmåle og fordele herlighederne, og at der således ville være vigtige ministerpladser, som skulle besættes. Eller måske ville de bare have de bedste pladser.

Ambitioner var der i hvert fald: Zebedæussønnernes mor kom nemlig hen til Jesus og bad ham om, at han ville give hendes sønner, Jakob og Johannes, de to bedste pladser i Guds rige. Om det var sønnerne, som drev moderen frem, eller det var moderen, som trak sønnerne med, er ikke klart, men sønnerne var tydeligvis med på ønsket, for Jesus retter sit svar direkte til dem: ”I ved ikke, hvad I beder om!”.

Og han fortsætter: ”Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” – Det be­tyder: ”Kan I klare mosten? Kan I følge med hele vejen?”, og hvilken vej, som det drejede sig om, vidste de godt, for Jesus havde netop for­inden fortalt disciplene om, at de skulle gå op til Jerusalem, og at han ville blive dødsdømt og blive hånet, pisket og korsfæstet.  – Og Jakob og Johannes siger, at det kan de godt klare.

De var altså klar til at dø for sagen, om det skulle komme så vidt. Og Jesus siger så, at det kan meget vel være, at de skal lide og dø, men det afgør altså ikke placeringen i Guds rige.

De andre disciple bliver vrede på Jakob og Johannes, men det havde de egentlig ingen grund til, for hvis de havde turdet, havde de nok selv spurgt om det samme. De tænkte nemlig på samme måde: ”Det er bare med at sikre sig en af de gode pladser i Guds rige”.

Sådan er det i denne verden, hvor de stærke bestemmer mest og får de bedste pladser. Sådan var det, da fyrster og stormænd havde magt, og sådan er det såmænd endnu. Selv om ligheden er stor, er der altid nogle, som det lykkes for at få stukket snuden frem og sikre sig de bedste pladser, hvad enten det så er fortjent eller ufortjent.

”Sådan skal det ikke være blandt jer”, siger Jesus. Sådan skal det ikke være i Guds rige. Og så vender han det hele på hovedet, helt omvendt i forhold til, hvordan vi plejer at se tingene: Hvis der er nogen, som er størst, så er det den mindste. Hvis der er nogen, som er vigtigst, så der det den, som tjener, og det er altså ikke ’tjener’ i den forstand, at man scorer kassen, men ’tjener’ i den forstand, at man giver afkald på egen fordel og handler til gavn for sin næste. 

Vi kan gå langt ad den vej. Vi skal gå langt ad den vej, men gå den selv kan vi ikke, og gå hele vejen er vi ikke i stand til, for vore ambitioner og vor stræben sætter altid os selv i centrum, også selv om vi prøver at undgå det, og kommer til at stå i vejen for os.

Derfor var det, at Gud lod sin søn tjene og gå hele vejen og tømme det bæger, som betød pine, korsfæstelse og død. Jesu ambition, Jesu mål var nemlig netop at give sit liv væk.

Og fordi Jesus tog pine, kors og død på sig, kunne vi slippe fri. Han havde byttet med os og skænket os liv og fred og glæde.

Det er kærlighedens gåde, at fordi han byttede med os, så må vi, når vi knæler sammen ved nadverbordet, drikke af livets bæger, fordi han tømte dødens bitre bæger…

Således oplivet, fordi vi er fælles om hans liv og fred, fordi i Guds rige er alle lige og sikre på arv og løn, - Således oplivet kan vi lægge vore egne ambitioner til side og vandre med Gud og med vor næste i trofast kærlighed. Amen.