Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Man­ge profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prø­ve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Her­ren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Je­sus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hæn­derne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjor­de en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løfte­de ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du læg­ger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner har en ganske central betyd­ning ikke bare i kirkens historie, men i selve verdenshistorien. Den inde­holder et budskab, som har forandret og forvandlet verden…

De to første, præsten og levitten, gik forbi, men den tredje, samari­tan­er­en, hjalp den mand, som var blevet overfaldet og berøvet sine ejendele, ja selv sit tøj, og nu lå halvdød i vejsiden. Samaritaneren fik medynk med ham, ydede førstehjælp, bragte manden i sikkerhed og sørgede for yderligere pleje.

Samaritaneren er blevet et eksempel på den, som hjælper den svage. Han har ikke blot givet navn til de samarittere, som hjælper med vabler og øm­me fødder, når der er Hærvejsmarch, men han har også været til in­spi­ration for lægegerning, nødhjælpsorganisationer og socialforsorg.

Samaritaneren er en, som vi kan identificere os med, og den nødstedte er vores næste. Det er ham, vi skal hjælpe.

Det, at hjælpe og værne om den, som er svag, har med rette fået en stor betydning i kristendommen. Endog så stor en betydning, at det har ført til den misforståelse, at det var det vigtigste og det eneste, der gjaldt. Såle­des kan man undertiden høre mennesker sige, at de er bedre kristne end dem, der går i kirke og tror på Gud, netop fordi de hjælper andre menne­sker, giver penge til indsamlinger, er venlige og rare og gør mere, end man egentlig kunne forlange af dem. Og hvis målestokken er gode gerninger, så har de måske ret.

Men er kristendom kun at hjælpe sin nødlidende næste? I Lukas­evan­ge­li­et lige efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner findes fortælling­en om Marta og Maria, og her bliver den dovne Maria fremhævet lidt på bekostning af den flittige Marta, fordi hun sad ved Jesu fødder og lyttede til hans ord. Her var det ikke gerninger, der gjaldt, men forholdet til Jesus.

Også lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler om gudsfor­hol­det. Den er svaret på, hvordan man skal forstå det store bud i loven, det, som lyder: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”

Ja, faktisk startede hele diskussionen med spørgsmålet om gudsforholdet alene. Den lovkyndige, som ville sætte Jesus på prøve, spurgte nemlig: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Det, han mente, var: Hvad skal jeg gøre nu for at gøre mig fortjent til senere at få livet som beløn­ning. Det evige liv, som han tænker på, er belønningen i himlen efter, at han er død. I en vis forstand er spørgsmålet absurd, for hvorfor gå så meget op i den arv at få livet efter, at man er død, når livet er her og nu?

Jesus lader den lovkyndige svare selv, og den lovkyndige citerer så det store bud i loven, det med at elske Gud og elske næsten som sig selv. Og Jesus siger: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.”

Altså leve her og nu vel at mærke. Spørgsmålet om den senere arv er nemlig ikke det mest interessante, når livet allerede her og nu lader sig leve af den, som elsker. Piet Hein har sagt det samme på vers: ”Husk at glemme bagateller. / Husk at nemme, hvad det gælder. / Husk at elske, mens du tør det. / Husk at leve, mens du gør det.”…

Jamen hvad så med det evige liv, vil nogen måske spørge, er det der så slet ikke? Jo, og det er også det, som jeg taler om. Når vi bekender troen på kødets opstandelse og det evige liv, så er det den kommende verdens liv, livet efter døden, der tales om. Men det evige liv er mere end det. Det evige liv er nemlig ikke halvt, ikke kun den kommende verdens liv, men også den nuværende verdens liv. Her og nu, her, hvor vi er og lever…

Og hvordan skal vi så leve? Hvad siger lignelsen om den barmhjertige samaritaner egentlig?

Den siger, at vi skal hjælpe den nødlidende, som vi møder på vores vej. Derimod siges der ikke noget nærmere om, hvem den nødlidende er. For­di samaritaneren, som hjalp, var en outsider og et ringeagtet menne­ske, og præsten og levitten, som ikke hjalp, var ansete og højagtede men­nesker, har man i tidens løb fået det ud af lignelsen, at dem, som man særlig skulle hjælpe, selv skulle være outsidere på en eller anden måde. Det er faktisk ikke tilfældet; man skal hjælpe ethvert menneske, enhver nødlidende, som man møder på sin vej. Dvs. man slipper ikke for at hjæ­lpe noget andet menneske med henvisning til, at vedkommende ikke pas­ser ind i en særlig kategori af mennesker, som man mener, har fortjent at blive hjulpet…

Vi skal altså hjælpe den nødlidende, vi skal hjælpe ethvert menneske, som vi møder på vores vej. Og hvad forhindrer så os i at gøre det? Er der en risiko for, at vi ligesom præsten og levitten kunne finde på at gå forbi et medmenneske i nød. Ja, det er der, for vi har ikke altid tid til at hjælpe. Vi har ikke altid tid til at se, vi har ikke altid tid til at lytte. Der er så meget, vi skal nå.

Nej, jeg ved godt, vi sikkert ikke vil lade et menneske ligge blødende i vejkanten. Her vil vi nok stoppe op, tage mobiltelefonen frem og ringe efter hjælp. Og har vi den mindste smule forstand på førstehjælp, vil vi sikkert også yde den hjælp med det samme. Men når det gælder mindre akutte situationer, er vi jo mere påholdende med hjælpen. Hvem har ikke prøvet at svigte, der, hvor vi burde have spurgt: ”Er der noget, jeg kan gøre for dig?”

Hvem har ikke undladt at spørge: ”Hvordan gik det?”, fordi vi vidste, at vi ikke var interesserede i at få svaret at høre, men hellere ville lade den anden bære sit problem alene.

Nej, for det er jo tiden, som det kniber med. Vi har ikke tid til at hjælpe, vi har ikke tid til at tage alle mulige problemer på os. Vi har ikke tid til at standse op.

Men den, som elsker Herren sin Gud og sin næste som sig selv, skal le­ve! Hvad med det?! Har vi ikke tid til det? Hvis livet, det evige liv og det sande liv, består i at elske Gud og næsten, er det så ikke på tide at sætte farten ned og gøre det?

”Stands døden i farten!”, stod der engang på nogle plakater, som skulle lære os at køre fornuftig i trafikken. Det slogan kan også bruges, når det gælder medmenneskelige forhold og forholdet til Gud. Stands døden i farten!…

Men hvad så, når vi ikke får bremset op? Hvad så når livet løber os af hænde? Hvad så, når det er os, som ligger nødstedt i grøften afklædt til skindet – uden undskyldning, uden retfærdighed, uden udvej?

Så er det, at vi må satse på en barmhjertig samaritaner, han, som hjælper i nøden. Han, som heler, bærer og betaler: Jesus Kristus. Amen.