|
Prædiken til 11. søndag
efter trinitatis, Luk 18,9-14.
Søndag d. 7. august. Egernsund 9.30,
Broager 10.30
411 Hyggelig, rolig –
299 Ånd over ånder – 406 søndag morgen fra de døde // 695 Nåden hun er af
kongeblod – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 518 På Guds nåde i al våde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten
Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv
var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To
mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en
tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker
dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige,
ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg
giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang
løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig
synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den
anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig
selv, skal ophøjes.«
Hvem er respektabel? Det spørgsmål var måske engang let at besvare, men det er
det ikke mere. Verden er gået af lave, der har været ungdomsoprør, og vi er alle
sammen mere eller mindre frivilligt det, som man kan kalde ”blomsterbørns børn”.
I de gode gamle dage var naturligvis
bedsteborgeren respektabel, men det blev han ikke ved med at være. I 1965
hittede den unge Peter Belli med sangen ”Helt igennem respektabel”, en sang
hvori der blev gjort grin med bedsteborgeren:
Han er åh så go’, han er åh så fin, / han er åh
så værdig, og han tror på disciplin. /Han er helt igennem respektabel, gør, hvad
man bør, og gør det pænt og nobelt.
Og hvad gør han så bedsteborgeren? Jo, han er
præcis, han møder til tiden, han passer sit job, han stifter ikke gæld, og han
har orden i tingene. Og i og for sig er der ikke meget at sætte fingeren på. Det
er kun små revner i den glatte overflade, som kommer til syne i sangen: hans
kone har migræne som tidsfordriv. Hans børn må ikke synge, for det forstyrrer
nemlig far. Og taler de til ham, så er det ikke sikkert, at de får noget svar.
Nej, egentlig er der ikke meget konkret at
kritisere, men der er bare det ved det, at den helt igennem respektable mand
keder folk ihjel…
Hvem er respektabel, når det drejer sig om
historien om farisæeren og tolderen i templet? Det påstås, at da Jesus fortalte
historien, var sagen helt enkel: Farisæeren var et respektabelt menneske,
og tolderen var det ikke. Og derfor var det så radikalt, det som Jesus
sagde. Det var fuldstændigt overraskende for enhver, at synderen gik retfærdig
hjem, mens den retfærdige ikke gjorde det.
Jeg tror ikke, at det er så enkelt. Dels har det
nok ikke været så overraskende, at Jesus kunne finde på at kritisere en
farisæer; det gjorde han jo ofte. Dels er det er det et spørgsmål, om der
overhovedet er nogen respektabel mand tilbage, når man først har tænkt sig
rigtig om.
Der er ingen tvivl om, at farisæeren, den
tilsyneladende respektable mand, keder folk halvt ihjel. Han ikke bare
overholder alle love, bud og forordninger, han gør det endog til overmål og
formodentlig med pedantisk akkuratesse.
Farisæeren er kedelig allerede inden, han har
gjort noget forkert. Men allerværst er selvfølgelig det grimme
karaktertræk, at han ser ned på andre, at han, selv om han er så perfekt, som
han egentlig er, ikke kan lade være med at sammenligne sig med andre.
Og det er en betænkelig sag at fremhæve sit eget
liv, når man står i templet overfor Gud. Der er jo det ved det, at er det gået
en godt i livet, så kan man i hvert fald ikke overfor Gud rose sig af det. Det
er jo Gud, som har skabt og skænket livet, og mennesket kan kun tage imod det
med tak. Og man kan heller ikke fremhæve sig på andres bekostning, for de andre
er jo også Guds skabninger, som vi – om ikke af andre grunde end denne ene – må
respektere højt. I det hele taget, Gud kan vi ikke afkræve, men kun give
respekt.
Og tolderen? Ja, kun fordi tolderen er en
medskabning, et medmenneske, har han krav på respekt. Ellers ikke. Ellers er
tolderen en ussel person, en pengegrisk forræder. Tolderen har ikke krav på
respekt, men han erkender dette og er ydmyg. Ja, ikke bare er han ydmyg, for det
er ikke så interessant i sig selv, han har også respekt for Gud. Han ved, at
hans skæbne, hans liv ligger i Guds hånd…
Hvem er respektabel? Ja, det er altså hverken
farisæeren eller tolderen. Det er Gud. Og det helt afgørende er ikke, hvad
farisæeren eller tolderen har gjort eller ikke gjort, eller hvilke fortjenester
eller fejl, de måtte have. Det afgørende er, om de har respekt for Gud, om de
erkender, at når alt kommer til alt, så ligger et menneskes hele liv og skæbne i
Guds hånd.
Væsentlig er respekten overfor Gud både med
gudsfrygt og guds-tillid.
Når respekten for Gud bliver det centrale, så
forbliver det ikke længere så afgørende, om et menneske træder frem for Gud
med stolthed eller ydmyghed, med glæde eller med sorg, med mod eller med
fortvivlelse.
Det er allerede klart, at stoltheden, som
farisæeren vel med nogen ret kunne om ikke hævde, så dog have, at den stolthed
var blevet forvansket til hovmod og selvtilstrækkelighed, og det er naturligvis
ikke godt.
Det er også klart, at påtaget ydmyghed kan
misbruges til den rene farisæisme og virke langt værre end overdreven stolthed.
Men disse både mulige og reelle misbrug af
stolthed og ydmyghed må ikke få os til at tro, at vi ikke kan træde frem for Gud
med en af disse følelser. Eller at vi ikke må træde frem for Gud med andre
følelser som sorg, fortvivlelse, mod eller glæde.
Vi kan og må træde frem for Gud i al vores
forskellighed og al vor enshed, sådan som vi nu er, men altid med respekt for
Gud, som giver os livet.
Og hvordan giver Gud os så livet? Jo, som vi
bekender, så er Gud himlens og jordens skaber. Gud har skabt alt, som er til.
Hvordan ved vi knapt, men vi fornemmer, at Gud er den første bevæger, den sidste
årsag, ånden i støvet, meningen bag alt.
Og så får vi skænket liv med Guds Søn. Han er
den, som til punkt og prikke holdt loven ligesom farisæeren, og ikke blot i det
ydre, men også med hjertet. Og han foragtede ikke noget menneske, men viste
barmhjertighed i alle forhold. Og så ydmygede han sig og lagde sit liv
fuldstændig i Faderens hænder og døde for at frelse os fra vores uretfærdighed
og skænke os sin retfærdighed og åbne en vej til Guds rige.
Og så tilbyder Gud os livet med vore
medmennesker. I de ”helliges samfund” det vil fx sige i kirken, hvor troende
mødes, der gælder det nemlig ikke først og fremmest om hver især at være
respektable eller gøre sig til med fortjenester af forskellige slags. Her deler
vi nådens fællesskab.
Derfor er vi gudfrygtige. Derfor lever vi i tro
og tillid. Derfor møder vi Gud med respekt. Gud, som er helt igennem respektabel
fra evighed og til evighed. Amen. |