Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tje­ner til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal kom­me dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sam­men med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«

Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ’Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.«

Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypper­ste­præs­terne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Når man ved meget, så tror man, at man kan gennemskue og forstå alting, men nogle gange kan viden godt forstyrre og måske blokere ens mulig­heder for at forstå rigtigt. Fx ringer klokkerne ved jernbane­over­skæ­rin­g­en udenfor mit hus, inden toget kører forbi. Klokkerne ringer, og bom­mene går ned, og 3 minutter efter kører toget forbi. Sådan er det altid, og den opmærk­som­me iagttager kunne godt, hvis han eller hun ikke vidste andet om togdrift, få den opfattelse, at det netop er klokkerne, som får toget til at komme forbi.

En lignende anledning til fejlslutninger forekommer ved den evangelie­tekst, som jeg lige har læst. Vi ved nemlig, at ca. 35 år efter at Jesus græd over Jerusalem, da blev Jerusalem virkelig ødelagt. Det skete, fordi jøderne havde gjort oprør mod romerne, og for at hævne sig over jøderne og skræmme dem fra at lave mere ballade, blev byen jævnet med jorden.

Og ikke nok med det, tusinder af jøder blev også dræbt og titusindvis, ja hund­red­tusindvis blev forfulgt og fordrevet. De blev spredt ud i hele verden, og først ca. 1900 år efter kom de tilbage og fik deres eget land. Og problemerne er ikke slut, for også et andet folk, palæstinenserne, bor i det samme område. Det er også deres land, og man kan ikke blive enige om at dele.

Det, at Jerusalem blev ødelagt senere, har fået nogle til at hævde, at så kan det ikke passe, at Jesus græd over Jerusalem, men at det må være noget, som evan­ge­lis­ten fandt på senere. Og det har fået andre til at hæv­de, at Jesus på profetisk vis som Guds Søn netop kendte til Jerusa­lems ødelæggelse, og at det var derfor han græd – i forvejen.

I kan nok se, at den viden om Jerusalems ødelæg­gel­se, forstyrrer læs­ningen af en ellers enkel tekst. Det kunne jo være, at tingene blot skete sådan, som det står, uden at det er bestemt af evangelistens eventuelle efter-viden eller af Jesus’ mulige, men ikke nødvendige forud-viden.

Altså, Jesus kom til Jerusalem, og han stod udenfor byen, og han græd over den. Og hvorfor græd han så? Fordi han vidste, at han havde fjen­der? Fordi han var bange for, hvad der skulle ske med ham, han skulle jo dø få dage efter? Nej, det var ikke derfor, at han græd. Det havde han jo forudset og forudsagt. Han fryg­tede det, men det var ikke det, som fik ham til at græde. Det, som han græd over, var at han vidste, at når det kom til stykket, så ville folk ikke tage imod bud­skabet fra ham.

Han græd, fordi han var kommet med nyt fra Gud, med det glædelige bud­skab, at Guds fred, frelse og tilgivelse skulle være for alle menne­sker, betingelses­løst skæn­ket til enhver, som ville tage imod det, gratis for enhver, som troede på det. Han græd, fordi han vidste, at folk ikke ville tage imod det, som de mest havde brug for, men hellere ville have alt muligt andet.

Derfor græd Jesus, og derfor har han vel stadig grund til at græde. Også vi, som kender og følger eller forsøger at følge Jesus, må sørge over, at der er mennesker, som ikke finder hans ord og gerning værd at kende og følge.

Og så bør vi i den forbindelse huske, at vi ikke kan og må bruge vores sorg som et middel til at presse andre til tro. Det leder ikke andre til tro, at vi siger, at vi bli­ver kede af det, når de ikke tror. Det kan de ikke forholde sig til eller bruge til noget; de kommer naturligvis ikke til tro ved at møde vores skuffelse, men kun ved at møde vores tro, Guds ord og de gerninger, der følger deraf.

Endelig bør vi huske, at det jo også kunne være os, som Jesus græder ov­er: at vi er selv­ret­færdige, at vi er overfladiske, at vi ikke kender vo­res besøgelsestid, at vi ikke ved, hvad der tjener til vores fred. Alt for selvsikre bør vi aldrig blive…

Da Jesus var kommet ind i Jerusalem, gik han ind på tempelpladsen, og dér blev han vred. Han så, at der blev handlet og pranget, og han sagde: ”Der står skrevet: ’Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.”

Det er ikke helt let at forstå, hvorfor Jesus blev så vred, for der står ikke noget om det. Måske hang vreden sammen med skuffelse. Tænk på, at det var 20 siden, at Jesus havde været i templet sidst. Dengang var han i kon­fir­mand­alderen eller lidt yngre. Han var blevet væk fra sine for­æl­dre, og han havde siddet længe og talt med præsterne og de skriftkloge. Da hans forældre endelig fandt ham og spurgte, hvor han dog havde væ­ret så længe, havde han blot sagt: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”

Nu kom Jesus tilbage, og han syntes ikke, at Gud var i huset – ikke fordi Gud ikke var til, men fordi Gud ikke var til i de menneskers tanker, som var i huset. De havde i deres egne tanker lukket Gud ude af hans eget hus! Og Jesus blev vred, for det var dog Gud, som de havde brug for og ikke alt muligt andet.

Jesus blev vred, og han har vel stadig grund til at blive vred. Også i dag sker det, at der ikke er plads til Gud i det hus, som skulle være hans eget. Det er natur­lig­vis kirken i Tårbæk, som jeg tænker på, og præsten, som siger, at han ikke tror på Gud. Der er blevet trukket i land og lagt til og trukket fra. Der er blevet givet lange forklaringer og en hel masse voksen udenoms­snak, og alligevel så er det sådan, at i hvert fald konfirmanden i mig bli­ver vred og ikke kan se og forstå andet, end at bedehuset er blevet gjort til en røverkule.

Atter, når det er sagt, så bør vi huske, at også vi, selv når vi forsøger af bedste evne at lade Gud få den inderste og allerdybeste plads i vore tan­ker, at også vi ofte kun lader Gud få en alt for lille birolle i vore liv, i vore sind og i vore hjerter…

Jesus græd, og Jesus blev vred, men han gjorde også noget andet: Han underviste hver dag på tempel­plad­sen, og selv om nogle var imod ham, så hang hans folk ved ham for at høre ham. Der var jo to muligheder: røverkulen eller bedehuset. Røverkulen for dem, som var imod Jesus, røverkulen for dem, som lukkede Gud ude, røverkulen til dem, som satte deres lid til alt muligt udenomsværk og en hvil­ken som helst stum afgud. Og så bedehuset for den, som hang ved Jesus og hørte på ham. Der var ikke langt mellem bedehuset og røverkulen. Hele tiden kunne og kan man let falde fra det høje til det lave, og måske kan man slet ikke undgå det, men hele tiden er der en udstrakt hånd fra Jesus – også til røveren. Det er røveren, som hang på korset ved siden af Jesus et eksempel på. Han kom fra røverkulen til bedehuset, da han sagde: ”Jesus, husk mig, når du kom­mer i dit rige.” Og han blev ført fra bedehuset til Guds rige, da Jesus svarede: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”. Amen.