Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
    Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
    Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«

Der var for nylig en meget smuk fjernsynsudsendelse, som handlede om gospelmusik i USA. Man fulgte forskellige bands, som sang og spillede og aflagde vidnesbyrd. Det hele foregik ved nogle særdeles fremmedartede gudstjenester: langt de fleste af deltagerne var sorte; kirkerne, som det foregik i, var ikke særlig kønne – nogle af dem lignede nærmest bingohaller eller mødelokaler uden vinduer; menigheden deltog meget engageret i, hvad der foregik, ved at synge med, ved at komme med tilråb, ved at klappe eller vifte med armene, ved at rejse sig op, og ved en enkelt lejlighed dansede hele forsamlingen omkring, nogle af dem i ekstase.

Det var spændende at se, det var medrivende, det var drivende sentimentalt, det var flere gange simpelthen for meget for en kølig dansker, og det passede rigtigt dårlig med det, som vi kalder ”den gode smag”.

Der var ét vidnesbyrd, som var særligt gribende. Sangeren trådte frem og fortalte sin historie, bagved lod bandet instrumenterne tale med, og foran sad menigheden og kommenterede med ”ih” og ”åh” og ”halleluja”.

»Jeg blev stoppet af politiet den anden dag, og jeg var glad. Jeg blev stoppet, og politimanden ville undersøge, om jeg skjulte noget i bilen, og det gjorde mig ikke noget. – Var det sket for 2 år siden, havde det været en katastrofe. Dengang var jeg narkoman, jeg var på kokain, og var bilen blevet gennemsøgt, ville man have fundet stofferne, og jeg ville være blevet smidt i fængsel.

Nu kunne jeg sige: ”Hr. politimand, hvis De gennemsøger denne bil, så finder De noget.” Og politimanden stirrede forbavset på mig. ”Jo, ser De, hr. politimand, jeg har en klippe i bilen, jeg kan ikke skjule det. En klippe i bilen.” Han stirrede endnu mere forbavset på mig. ”Ja, en klippe, og den klippe er Jesus.”«

Det var hvad han sagde, den tidligere narkoman. Stort andet sagde han ikke: Han havde før været på stoffer, men var blevet omvendt, og nu var det eneste, som han var påvirket af, det, som han byggede på, Jesus. Og han gav det videre og opbyggede den menighed, som han sang for, og styrkede sine brødre og søstre.

Ja, på ham passer Jesu ord til disciplen Simon Peter: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”

Nu kan man måske spørge, om det er rimeligt at sammenligne disciplene med en tidligere narkoman, men det tror jeg, det er. Tænk bare på det, som vi hører om disciplene her i dag.

De har lige spist det sidste måltid sammen med Jesus, det måltid hvorom han siger: ”Jeg har inderligt længtes efter at spise dette måltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, førend det fuldendes i Guds rige.” Og efter måltidet forudsiger Jesus, at en af dem vil forråde ham, og de siger alle sammen, at det vil de i hvert fald aldrig gøre. Men de er altså ikke for gode nogen af dem, for de går straks i gang med skændes om, hvem af dem der skal regnes for den største. Ja, de er faktisk allerede klar til at dele arven, endnu mens Jesus er hos dem.

Og så er det Jesus fortæller dem, at i Guds rige foregår tingene ikke på samme måde som i alle andre riger, for i Guds rige er tingene omvendt: den ældste skal være som den yngste, og lederen skal være den, som tjener.

Og Jesus selv er den, der tjener. Han har jo selv lige serveret et måltid for dem – det måltid, som senere i påsken skal få sin fulde mening.

Og Jesus taler om prøvelser og siger til disciplene, at de skal sidde til bords med ham i hans rige. Hvad betyder det med prøvelser og det med at sidde til bords med Jesus i hans rige, kan vi spørge os selv? Og hvordan hænger de to ting sammen, prøvelser og Guds rige?

Jo, det betyder vel, at Guds rige ikke kun er ved nadveren her i kirken, og heller ikke kun er, når vi i paradiset engang skal mødes til et himmelsk måltid. Nej, Guds rige er også der, hvor prøvelserne er. En lille fortælling om to måltider kan illustrere dette:

I et rum sidder nogle fanger omkring et stort bord. Midt på bordet står den dejligste mad. Fangerne er lænket til stolene, så de kan ikke nå hen til maden. Lænket til deres hænder har de alle sammen nogle meget lange skeer. Med skeerne kan de godt nå maden, men de kan ikke dreje skeerne hen til munden, for skeerne er jo alt for lange. Derfor sulter de i det rum.

I det andet rum er situationen nøjagtig den samme: de er fanger, de er i lænker, armene er for korte, og skeerne er for lange. Men de sulter ikke i det rum. Det gør de ikke, fordi de tjener hinanden: med de lange skeer giver de hinanden mad, og ingen mangler noget.

Det er kærlighedens forskel. Den er næsten ikke til se, men er den der. Den gør den hele forskellen. Kærlighed er som saltet i suppen og som bruset i colaen.

Ved kærligheden bliver den lille stor, og uden kærlighed skrumper den store ind. I kærlighed omfavner Gud hver eneste af os og kysser os ved dåben, og med kærlighed følges vi gennem livet.

Det kan meget vel være, at vi skal gå igennem prøvelser, små eller store prøvelser, måske mere, end vi selv synes, at vi kan bære. Men så skal vi sige som salmisten og gøre hans ord til vore:

Han er min tilflugt, min klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler.
Midt i alle rædsler og alle ulykker og alle farer byder  han sine engle at vogte mig på alle mine veje; de skal bære mig på deres hænder, så jeg ikke skal støde min fod på nogen sten;
Han skal fri mig ud og efter et langt liv mætte mig og lade mig skue hans frelse. (~ sl.91)

Ja, det kan godt være, at vi ikke, hvis vi bliver stoppet af politiet, skal sige, at vi har en klippe i bilen. Det vil nok være de færreste af os, som oplever en voldsom omvendelse og synger om den. Vore vidnesbyrd er oftest helt anderledes og meget mere stilfærdige, men det gør dem ikke ringere: Når vi søndag morgen går i kirke, eller når vi bringer vore børn til dåben, siger vi nemlig på en måde: ”Der er noget, som betyder noget. Der er noget, som står fast. Midt i en åndløs verden, står den klippe, som vi skal bygge på.”

Midt i en åndløs verden sender Gud sin ånd til os, og den tænder i nogle en stor flamme og i andre en lille gnist. Gud give, at denne ånd også hos os må gløde i hjerterne. Amen.