![[ lyt (mp3) ]](images/mp3.gif) Prædiken
til 1. søndag i fasten (II)
Lukas 22,24-32
697 - (401 - 488,2+7) - 276 // 323 - 6
(Fjelstrup og Aller kirker d. 12. marts 2000)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten
Lukas:
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den
største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de,
som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke
være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som
den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller
den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er
iblandt jer som den, der tjener.
Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og
ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer,
for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde
på troner og dømme Israels tolv stammer.
Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som
hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du
engang vender om, så styrk dine brødre.«
Der var
for nylig en meget smuk fjernsynsudsendelse, som handlede om
gospelmusik i USA. Man fulgte forskellige bands, som sang og spillede og
aflagde vidnesbyrd. Det hele foregik ved nogle særdeles fremmedartede
gudstjenester: langt de fleste af deltagerne var sorte; kirkerne, som det
foregik i, var ikke særlig kønne – nogle af dem lignede nærmest
bingohaller eller mødelokaler uden vinduer; menigheden deltog meget
engageret i, hvad der foregik, ved at synge med, ved at komme med tilråb,
ved at klappe eller vifte med armene, ved at rejse sig op, og ved en
enkelt lejlighed dansede hele forsamlingen omkring, nogle af dem i
ekstase.
Det var spændende at se,
det var medrivende, det var drivende sentimentalt, det var flere gange
simpelthen for meget for en kølig dansker, og det passede rigtigt dårlig
med det, som vi kalder ”den gode smag”.
Der var ét vidnesbyrd,
som var særligt gribende. Sangeren trådte frem og fortalte sin historie,
bagved lod bandet instrumenterne tale med, og foran sad menigheden og
kommenterede med ”ih” og ”åh” og ”halleluja”.
»Jeg blev stoppet af
politiet den anden dag, og jeg var glad. Jeg blev stoppet, og politimanden
ville undersøge, om jeg skjulte noget i bilen, og det gjorde mig ikke
noget. – Var det sket for 2 år siden, havde det været en katastrofe.
Dengang var jeg narkoman, jeg var på kokain, og var bilen blevet
gennemsøgt, ville man have fundet stofferne, og jeg ville være blevet
smidt i fængsel.
Nu kunne jeg sige: ”Hr.
politimand, hvis De gennemsøger denne bil, så finder De noget.” Og
politimanden stirrede forbavset på mig. ”Jo, ser De, hr. politimand, jeg
har en klippe i bilen, jeg kan ikke skjule det. En klippe i bilen.” Han
stirrede endnu mere forbavset på mig. ”Ja, en klippe, og den klippe er
Jesus.”«
Det var hvad han sagde,
den tidligere narkoman. Stort andet sagde han ikke: Han havde før været på
stoffer, men var blevet omvendt, og nu var det eneste, som han var
påvirket af, det, som han byggede på, Jesus. Og han gav det videre og
opbyggede den menighed, som han sang for, og styrkede sine brødre og
søstre.
Ja, på ham passer Jesu
ord til disciplen Simon Peter: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for
at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal
svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”
Nu kan man måske spørge,
om det er rimeligt at sammenligne disciplene med en tidligere narkoman,
men det tror jeg, det er. Tænk bare på det, som vi hører om disciplene her
i dag.
De har lige spist det
sidste måltid sammen med Jesus, det måltid hvorom han siger: ”Jeg har
inderligt længtes efter at spise dette måltid sammen med jer, før jeg skal
lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, førend det
fuldendes i Guds rige.” Og efter måltidet forudsiger Jesus, at en af dem
vil forråde ham, og de siger alle sammen, at det vil de i hvert fald
aldrig gøre. Men de er altså ikke for gode nogen af dem, for de går straks
i gang med skændes om, hvem af dem der skal regnes for den største. Ja, de
er faktisk allerede klar til at dele arven, endnu mens Jesus er hos dem.
Og så er det Jesus
fortæller dem, at i Guds rige foregår tingene ikke på samme måde som i
alle andre riger, for i Guds rige er tingene omvendt: den ældste skal være
som den yngste, og lederen skal være den, som tjener.
Og Jesus selv er den, der
tjener. Han har jo selv lige serveret et måltid for dem – det måltid, som
senere i påsken skal få sin fulde mening.
Og Jesus taler om
prøvelser og siger til disciplene, at de skal sidde til bords med ham i
hans rige. Hvad betyder det med prøvelser og det med at sidde til bords
med Jesus i hans rige, kan vi spørge os selv? Og hvordan hænger de to ting
sammen, prøvelser og Guds rige?
Jo, det betyder vel, at
Guds rige ikke kun er ved nadveren her i kirken, og heller ikke kun er,
når vi i paradiset engang skal mødes til et himmelsk måltid. Nej, Guds
rige er også der, hvor prøvelserne er. En lille fortælling om to måltider
kan illustrere dette:
I et rum sidder nogle
fanger omkring et stort bord. Midt på bordet står den dejligste mad.
Fangerne er lænket til stolene, så de kan ikke nå hen til maden. Lænket
til deres hænder har de alle sammen nogle meget lange skeer. Med skeerne
kan de godt nå maden, men de kan ikke dreje skeerne hen til munden, for
skeerne er jo alt for lange. Derfor sulter de i det rum.
I det andet rum er
situationen nøjagtig den samme: de er fanger, de er i lænker, armene er
for korte, og skeerne er for lange. Men de sulter ikke i det rum. Det gør
de ikke, fordi de tjener hinanden: med de lange skeer giver de hinanden
mad, og ingen mangler noget.
Det er kærlighedens
forskel. Den er næsten ikke til se, men er den der. Den gør den hele
forskellen. Kærlighed er som saltet i suppen og som bruset i colaen.
Ved kærligheden bliver
den lille stor, og uden kærlighed skrumper den store ind. I kærlighed
omfavner Gud hver eneste af os og kysser os ved dåben, og med kærlighed
følges vi gennem livet.
Det kan meget vel være,
at vi skal gå igennem prøvelser, små eller store prøvelser, måske mere,
end vi selv synes, at vi kan bære. Men så skal vi sige som salmisten og
gøre hans ord til vore:
Han er min tilflugt, min klippeborg, min
Gud, på hvem jeg stoler.
Midt i alle rædsler og alle ulykker og alle farer byder han sine
engle at vogte mig på alle mine veje; de skal bære mig på deres hænder,
så jeg ikke skal støde min fod på nogen sten;
Han skal fri mig ud og efter et langt liv mætte mig og lade mig skue
hans frelse. (~ sl.91)
Ja, det kan godt være, at
vi ikke, hvis vi bliver stoppet af politiet, skal sige, at vi har en
klippe i bilen. Det vil nok være de færreste af os, som oplever en voldsom
omvendelse og synger om den. Vore vidnesbyrd er oftest helt anderledes og
meget mere stilfærdige, men det gør dem ikke ringere: Når vi søndag morgen
går i kirke, eller når vi bringer vore børn til dåben, siger vi nemlig på
en måde: ”Der er noget, som betyder noget. Der er noget, som står fast.
Midt i en åndløs verden, står den klippe, som vi skal bygge på.”
Midt i en åndløs verden
sender Gud sin ånd til os, og den tænder i nogle en stor flamme og i andre
en lille gnist. Gud give, at denne ånd også hos os må gløde i hjerterne.
Amen. |