Prædiken til 1. søndag i fasten (I), Matt 4,1-11
Broager kirke, søndag d. 13. februar 2005 kl. 10.30
3 Lovsynger Herren – 448 Fyldt af glæde – 336 Vor Gud han er så fast en borg //
679 Et trofast hjerte, Herre min –
435,3-4 – 40 Guds godhed vil vi prise
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han
havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren
kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive
til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af
brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' « Da tog Djævelen ham
med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis
du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
'Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.' «
Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.'
« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste
ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg
give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da svarede Jesus ham: »Vig
bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham
alene.' « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Vi har billeder af Djævelen som et helt igennem ondt væsen, som man sagtens kan
genkende. En med horn i panden, med skarpe tænder, med hale og med hove. En,
hvis stemme lyder hård, hæs eller rungende, og hvis latter er skinger på den
mest uhyggelige måde. Vi forestiller os Djævelen sådan i vore tanker, og vi kan
også finde disse forestillinger afbilledet fx oppe på
dommedagsbilledet, hvor
Djævelens håndlangere er at se ude til højre.
Der er ingen tvivl om, at hvis Djævelens udseende skal afspejle Djævelens
ondskab, så må Djævelen virkelig se ond ud. Men Djævelen er også listig og er
slet ikke ude på at skræmme i første omgang. Tænk bare på slangen, som fristede
Eva. Det var ikke nogen giftslange eller en kvælerslange. Den skræmte
overhovedet ikke, og Eva var ikke bange for at tale med den.
Vi har også forestillinger om, at Djævelen vil lokke mennesker til at gøre ondt,
og jo mere ondt jo bedre. Men det betyder ikke, at Djævelen går direkte efter de
mest iøjnefaldende onde gerninger. Djævelen siger ikke: ”Lyv, stjæl, myrd og
fornægt troen på Gud, så vil jeg belønne dig!” Nej, Djævelen lokker!
Og når man lokker, så lokker man ikke med salt eller peber, men med sukker. Når
man lokker, så lokker man ikke med det onde, men med det gode. Og Djævelen er så
djævelsk, at han accepterer ganske meget godt, for at nå sine onde hensigter. Og
det er djævelens onde hensigter overfor Guds gode vilje, der er emnet i dag…
Jesus var lige blevet døbt. Det skete i Jordanflodens vand, hvor Johannes Døber
døbte ham. Da det skete, lød der en røst fra himlen, idet Guds Ånd kom over ham:
”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”
Men Guds velbehag førte ikke Jesus til behagelige omgivelser. Fra den frugtbare
jordanegn førtes Jesus straks ud i den golde og tørre ørken ”for at fristes af
Djævelen”, som det hedder.
Og han fastede i mange dage og led sult. Og Djævelen fristede ham for første
gang og sagde: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til
brød”. Og hvilken uskyldig fristelse var det ikke. Hvilken skade skulle det dog
gøre, at lave nogle sten om til brød? Der var jo sten nok i ørkenen.
Og der var sult nok i verden. Ikke bare for Jesus selv kunne det være ganske
nyttigt at lave stene om til brød – også for alle dem, som sultede både dengang
og i dag. I dag sulter 800 millioner mennesker rundt omkring i verden. Og vi,
som kan gøre noget ved det – sulten er nemlig ikke en naturgiven nødvendighed i
vores rige verden – vi fristes måske til at spørge i stedet for at handle, vi
spørger eller tænker: ”Gud, hvorfor griber du ikke ind og standser sulten? Du må
da kunne forvandle stene til brød!”
Men brødet er der allerede! Kun fordi vi fik først og tog først og fik mest og
beholdt mest, er der ikke nok til alle. Så hvis Gud skal handle og gribe ind
overfor sulten, så skal der ikke noget større mirakel til end at røre vore
hjerter!
Tilbage til Jesus. Hvor må han dog have været fristet til – ikke for sin egen
skyld, men for menneskets skyld – at lave stene til brød, at hjælpe her og nu og
afskaffe nød og elendighed. Godt at han ikke gjorde det! Se bare her i vores del
af verden, her i Danmark. Her er der ingen, som sulter, her lider ingen materiel
nød, men alligevel er menneskelig nød ikke forsvundet. Behovet for nåde,
tilgivelse og frelse er ikke blevet mindre i takt med, at den materielle
velstand er vokset.
Mere vil have mere: parabol, digital og billedbeskeder. Altid online for den
teknisk interesserede. Og for den mere æstetisk mindede er der jo
samtalekøkkenerne. Og flotte ser de jo ud, men er samtalen blevet bedre? Og har
vi tid til at spise sammen, når der skal skaffes til huse for at betale for det
sidste nye ”behov”? Behovet for nåde, tilgivelse og frelse er dog det mest
grundlæggende, for mennesket lever ikke af brød alene.
Nej, det er rigtig: Mennesket lever ikke af brød alene, men problemet er, at
mennesket ikke ved det! Den tro, som mennesket også skal leve af, synes alt for
svag. Enten forekommer evangeliet ikke spiseligt, eller også er mennesker ikke
sultne efter det!
Og da bliver fristelsen let at sætte noget i værk, som skaber interesse. Lad os
gøre forkyndelsen mere letfordøjelig, siger nogle, og hensigten er god nok, men
resultat kan jo ende med ikke at være særligt nærende. Og hvad et menneske er
sultent efter, er heller ikke altid det, som det trænger til. Når det drejer
sig om børn, ved vi godt, at det forholder sig sådan, men når det drejer sig om
voksne, især om os selv, kniber det mere med den samme erkendelse.
Men hvad kan da få mennesker til at tro? Hvad andet en et mirakel? Noget
virkelig spektakulært, noget, som tvinger troen frem? Vi kan være fristede af de
lette løsninger – for menneskers skyld. Djævelen fristede Jesus med den lette
løsning, da han foreslog ham at kaste sig ud fra tempelets tinde og blive grebet
af engle. Det skulle nok omvende til tro. Det var i øvrigt en fristelse, som
Djævelen senere forsøgte sig med: Til sidst, da Jesus hang på korset, lød det
nemlig: ”frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!”
Men Jesus havde ikke bevist noget som helst ved at kaste sig ud fra tempelets
tinde og blive grebet eller stige ned fra korset og blive reddet. Det ville jo
ikke bevise andet, end at han redde sit eget skind. Ja, det er endog sådan
stadig i dag, at vi kan finde på at sige, når nogen går ram forbi: ”Fanden
hytter sine egne”.
Men underet, troens under er ikke, at Jesus blev reddet, men at han tværtimod
gav afkald på redning og fulgte Guds vilje. At han døde i fortvivlelsen, for at
vi skulle leve i håbet. Underet er, at Gud på den måde viste sin kærlighed for
alle mennesker, og at enhver må tro på det.
Og at kræve troen bevist er lige så lidt muligt som at måle kærlighed eller veje
håb. At kræve troen bevist er at være utilfreds med den gave, som Gud har
skænket, og afvise håbet og kærligheden. Det er at vælge det forgængelige frem
for det evige.
Til sidst spiller Djævelen sin største trumf. ”Du får det hele med det samme,
hvis du vil tilbede mig!”, siger han. Det lyder vel nok godt. Jesus kan få
alverdens riger og lande i al deres herlighed her og nu uden at skulle gå den
ubehagelige omvej ad Jerusalem. Det er da et tilbud, der er til at føle på. Det
er en genvej til den perfekte verden; nu kan han skabe den med det samme. Og
hvorfor skulle det ikke blive en god verden? – selv det vil Djævelen gå med til
bare for at holde mennesker borte fra Gud.
Fristelsen til magt er stor, også fordi magten kan gøre meget godt. Men troen
lærer os, at det godes magt udfolder sig stærkest i den afmægtige. Gud er
stærkest i de svage. Kristi kamp, ligesom senere kristenmenneskets kamp handler
i høj grad om at give afkald på magt og kontrol, at give afkald på at måtte
herske, at give afkald på at være bedre end alle de andre. Og selv det svageste
menneske kan bidrage til fremtiden, til det godes sejr netop ved at give afkald.
Kun sådan kan døden overvindes. Guds søn fødtes som det svageste af alt: et
lille barn. Netop ved at give afkald på magt og herlighed bliver han
menneskehedens frelser. Så trods alle Djævelens ambitioner, var hans projekt
dømt til at mislykkes. Fristelsen i ørkenen blev Djævelens nederlag. Nok kan
han lægge livet øde for os; men skabe liv - det kan han ikke. Nok kan han
bagtale livet og bilde os ind, at det ikke er værd at leve - men kærlighed og
nåde, det kan han ikke give.
Det kan kun vores Skaber. Os har Fanden ikke skabt. Det har Gud. Vort værn i al
vor fare. Amen. |