Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al grisk­hed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har over­flod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Lignelsen om den rige mand, som skal til at nyde sin opsparede formue, men dør samme nat, som han er gået på pension, kan give anledning til mange over­vejel­ser, for hvad med fornuften?

Fornuften tilsiger jo, at man skal bekymre sig for dagen i morgen. Man skal sørge for at skabe forråd, så man kan stå imod i svære tider. Og vi har vel også alle sam­men lov til at håbe på og bede til, at regnen må vande vort land i lidt større mængder, end der faldt i den forløbne uge, for markerne trænger til det.

Javel, vi kommer nok ikke under nogen omstændigheder til at lide nød og sulte, selv om der måtte komme misvækst. Men for bonden er høstens udbytte væsent­lig, og hvis der ikke i forvejen er økonomiske reserver, altså stakket i lade, så kan en mislykket høst medføre tab af hus og hjem. Jo, rettidig omhu også på det økonomiske område er vel en pligt for den, som evner det.

Men fornuften siger også, at uanset omhu, forudseenhed, opsparing og forsikring så vil dog til sidst besiddelsen af enhver ejendom og jordisk værdi ophøre, når eje­ren dør. I døden kan vi ikke tage noget af den slags med os. Eller som man siger: I ligskjorter er der ingen lommer.

Altså, fornuften siger, at man skal spare op og være forudseende, men på den an­den side, så kan man ikke tage noget opsparet med i døden, når livet rinder ud. Det er fornuftigt. Det er i grunden også selvindlysende. Og derfor var det selv­føl­gelig heller ikke, at Jesus fortalte denne lignelse.

Måske skal vi se på sagen ud fra følelsen, for hvordan er det nu med følelser og rigdom? Jo, det er vel nok et sted, hvor følelsen har godt fat! Er der virkelig no­get, som menneskehjertet banker for, så er det jo penge. Og det gælder rig såvel som fattig. Den riges hjerte banker for de pen­ge, som han har, og den fattiges hjerte for de penge, som han ikke har.

I nogle tilfælde forhærder pengene ikke hjertet. Det findes tilsyneladende vel­hav­ende menne­sker, som bruger meget lidt på sig selv og forvalter deres for­mue til gavn for andre mennesker. Der findes også fattige mennesker, som vil gøre det samme, hvis de skulle komme til penge. Jeg kender en kær gammel kone, som spiller lotto, ”for”, som hun siger, ”at dele med jer alle sammen, hvis jeg skulle vinde. Selv har jeg jo ikke brug for noget”.

Omvendt kan penge eller udsigten til penge få det værste frem i folk. En lotto­reklame i TV for nogle år siden viste en vinder, som nu med gevinsten i hånden endelig tog mod til sig, klippede chefens slips over og klaskede kontorets stempel lige i panden på ham. Jo, med den nyvundne økonomiske frihed fra kontorets trædemølle blev der råderum – råderum til at tage hævn, råderum til at opføre sig ligeså dårlig som den utiltalende chef…

Penge korrumperer, siger man, de får mennesker til at gøre ting, som de ellers ikke ville eller skulle have gjort. Måske har det at gøre med, at penge er så flyg­tige. De taber deres værdi. Pengene forsvinder mellem fingrene på os, og hvis vi ikke sørger for at få flere og flere, så kommer vi bagefter i regnskabet. Og derfor går vi i pengenes retning.

Der er så mange retninger, men ikke alle er lige vigtige. Det fortælles, at en præst blev inviteret til middag hos en velhavende mand i Texas. Efter middagen førte værten præsten ud til et sted, hvorfra man havde en god udsigt over det om­kring­liggende område.

Manden pegede på oliepumperne mod syd og sagde: ”For 25 år siden havde jeg ingenting. Nu ejer jeg alt det, du kan se herfra”. Så vendte han sig mod nord mod nogle marker med korn og sagde: ”De er mine alle sammen!” Han vendte sig nu mod øst, hvor nogle store kvæghjorde græssede. ”De tilhører også mig!” Og så vendte han sig mod skoven i vest og udbrød: ”Den tilhører minsandten også mig!”

Han holdt en pause og ventede på, at gæsten skulle komplimentere hans succes i livet. Men præsten pegede imidlertid mod himlen og spurgte: ”Hvor meget ejer du i den retning?” Og manden bøjede sit hoved og bekendte: ”Det har jeg aldrig tænkt på!”

Retningen mod Gud, det er den ene retning, som vores følelser skal gå. Uden den retning går det ikke. Den anden retning, hvor følelserne skal være med, er mod vore medmennesker. Uden den retning forspilder vi vores medmenneskelighed.

Retningen mod Gud og retningen mod medmennesket. Det er så vigtige ret­ning­er. Langt vig­tigere end nord, syd, øst og vest. Det er retninger, som beteg­ner stræben mod det gode, mod det sande mod det medmenneskelige.

Vi kan og vi skal minde hinanden og os selv om disse retninger og følge disse ret­ninger mod Gud og mod medmennesket, og vi bør ikke lade penge og materielle værdier komme i vejen. Hver gang vi tænker mest på at sikre os, hver gang jeg og mig og min fylder mest i vore tanker, og de andre bliver os fjerne og ligegyldige, da må vi vende os fra den afgud, som vi er begyndt at dyrke…

Men vi kan spørge os selv, om ikke den rige mand egentlig godt vidste det her i forvejen? Om ikke han vidste, at livet med familie, venner, medarbejdere, lands­mænd, ja medmennesker af enhver slags er vigtigere end livet med penge i lader, i bankbokse, i pantebreve, i aktier og obligationer, i pensionsopsparinger osv. osv?

Mon ikke den rige mand egentlig godt vidste, at en dag skulle han dø, og intet kun­ne han tage med sig? Og alligevel samlede han til lade, alligevel kom det til at betyde alt for meget for ham! Han kendte sikkert godt retningen mod Gud og mod medmennesket, men det blev alligevel mod sig selv og pengene han vendte sig, den indadvendte retning han fulgte.

Jo, den rige mand vidste godt det her i forvejen, og vi ved det godt i forvejen, og alligevel kniber det for os at holde retningen, alligevel kan vi ikke holde kursen.

Hvad så med det evangeliestykke, som vi har hørt i dag, hvad skal vi så stille op med det? Sidder vi ikke i suppedasen uden evne til at gøre det gode, selv når vi har erkendt, hvad vi bør gøre? Jo, men når vi skal navigere i livets sejlads, så skal vi netop ikke navigere efter det, som vi selv sidder fast i. Vi skal derimod navi­ge­re efter en ledestjerne, efter solen og månen. Vi skal navigere efter det, som står fast, og som er evigt:

Gud naturligvis.
Gud, som var, er og bliver.
Gud, som var der, da verden blev skabt.
Gud, som var der, da vi hver især blev til, uanset at vi også kender andre forklaringer på dette vidunder.
Gud, som var menneske på jorden og fortalte os det, som vi hører i dag.
Gud, som vidste og ved, at vi ikke er gode til at vælge retning, og derfor selv valgte retning mod os ved at give sig selv til os og lide og dø for os.
Gud, som ikke har forladt os, men som er hellig og er til stede hos os, når vi er forsamlede i hans navn, som skænker os troen i vore hjerter og giver os liv på ny.
Gud, som skænker os håbet, så det lever i os allerede nu og giver os glimt af de tider, som skal komme bag den yderste horisont.
Gud, som skænker os kærligheden. Den kærlighed, som engang skal blive fuldkommen. Den kærlighed, som allerede nu virker i os – det føler vi godt, det forstår vi så småt. Amen.