Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Vi er kommet ind i trinitatistiden. I søndags var det Trinitatis søndag, og fra i dag til slutningen af november hedder søndagene den og den søndag efter trinitatis. Trinitatistiden er blevet kaldt den festløse tid, for efter vinterens og forårets jul, påske og pinse, samt andre helligdage, er der i det kommende halve år, hele som­meren og efteråret, kun ”almindelige” søndage og ingen særlige helligdage.

Men selv om tiden er festløs, behøver den ikke at være trist, uden glæde og farve. Sommerens varme og den grønne natur fryder enhver, som har blot lidt tid og en smule opmærksomhed tilovers i en travl hverdag, og søndagene, selv disse ”kirke­årets hverdage”, giver plads til fest, når der som i dag er barnedåb, og tid til fordybelse i og tanker om, hvordan man skal leve som et kristent menneske.

Mange af de ting, som man skal gøre som et kristent menneske, er ting, som ethvert menneske skal gøre, hvis man vil leve som et fornuftigt menneske. En af tingene er at indse, at livet ikke altid er en fest, men at der også er en hverdag, hvor det meste af ens liv foregår.

Og i hverdagen er der en hel masse gøremål, som bare skal udføres. Og det kan man så gøre, alt imens man føler sig tvunget til at gøre dem. Eller man gør det uden at tænke nærmere over det, rent automatisk. Eller, hvil­ket er det aller­bedste, man gør det rutinemæssigt med en stille glæde over, at man dog har en hverdag.

En sådan stille glæde over hverdagen gav Dan Turèll udtryk for i sit digt ”Jeg holder af hverdagen”, hvor han fortæller om morgenkyssene, kaffe­lugten, turen hen om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser. ”Jeg holder af hverdagen”, siger han indimellem, mens han beskriver denne hverdag, som vi alle kender så godt, men ikke altid forstår at lægge mær­ke til og påskønne. Jo, lad bare festernes champagnebrus boble ind i mellem, men uden hverdagens stille og rolige morgen­kaffe går det ikke…

I et andet digt har Dan Turèll en kommentar, som synes at være skrevet til netop denne søndag*, hvor faren ved penge er det gennemgående tema i alle de bibel­ske læsninger. Digtet hedder ”Pas på pengene!”. Her si­ges: ”Pas på pengene! / Penge er dødsensfarlige! / […] Gi dem væk!  / De får dig til at glemme at sove. / […] De får dig til at glemme at el­ske. / […] De får dig til at glemme at danse. / Brænd dem! / De får dig til at glemme din smagssans, din farvesans... / […] Penge er død­sens­far­lige! / Det er et hårdere stof end noget jeg har kendt – langt mere vane­dan­nen­de end morfin. / De forgifter dine tanker. / De får dig til at glem­me at elske. / […] Pas på pengene! / Penge er dødsensfarlige! / Pas på din kærlighed!”

Jo, penge kan godt være farlige. Helt aktuelt er det blevet efter, at Rap­por­ten og Jens Olaf Jersild i den forløbne uge har ”afsløret”, at folke­kir­ken bruger alt for mange penge. Udsendelsen var overdreven kritisk sam­tidig med, at den dog gjorde opmærksom på nogle problemer, som ganske rigtig findes. Det er ikke så farligt: den urigtige kritik, må man forklare sig ud af, og den berettigede kritik må man tage til sig, idet man gør noget ved problemerne.

Derimod lurer der en anden fare, og i nogle læserbreve i aviserne har man alle­rede kunnet se det: Nogle mennesker er blevet så forargede over det tilsyne­lad­ende store pengeforbrug, at de truer med at melde sig ud af Folkekirken. Det kan da ikke passe, mener de, at det hele skal koste så meget, og hvis det passer, så vil de ikke være med længere!

Faren er ikke, at nogle mennesker melder sig ud af Folkekirken. Det tager Folke­kirken nok ikke særlig skade af, og de, som melder sig ud, behøver heller ikke selv at tage skade af det. Den umiddelbare kon­se­kvens er blot, at de sparer i kirke­skat mod at miste retten til nogle kir­ke­lig­e handlinger, som de måske alligevel ikke ønsker at gøre brug af.

Nej faren er en helt anden. Faren er, at disse menneskers forargelse og deres økonomiske sans eller nærighed, om man vil, får dem til glemme det vigtigste.

Det var nok af samme grund, at Jesus talte sådan til den unge mand, der ville ha­ve hjælp i en arvestrid. Den unge mand havde sikkert ret i sit an­lig­ge­nde og burde få udbetalt sine penge, men Jesus mærkede på ham, at hans økonomiske bekymringer, hvor rimelige de end måtte være, for­hin­dre­de ham i at leve rigtig.

Og så fortalte Jesus historien om manden, som stakkede i lade og hobede op for at leve fedt af sin kapitalpension, men da han skulle nyde sin for­ud­se­en­heds frugt, blev han revet pludselig bort, ganske uplanlagt fra hans side i hvert fald, for intet menneske ved, hvor mange dage Gud vil lade det få på jorden…

Forudseenheden og sparsommeligheden er der ikke noget i vejen med. For­nuf­ten er rimelig nok. Ingen vil hævde, at det er ugudeligt at lægge til side i gode tider for at have lidt ekstra, når krisen kradser. Om vin­te­ren, når marken står bar og træerne nøgne, er det godt at have korn i laden og grøntsager og frugter – tørrede, henkogte eller nedfrosne – så vi hver dag året rundt kan blive mættet med Guds gode gaver.

Men når forudseenhed og sparsommelighed bliver til snæversyn og næ­rig­hed, og når disse uheldige egenskaber vokser i fylde, så de fortrænger det vigtigste, så er den helt gal…

Og hvad er så det vigtigste? Jo, det er jo at leve, at danse, at elske, sam­men, i hverdag og fest! Sammen med hvem? Sammen med Gud og sam­men med medmennesket!

Men måske kan dette vigtigste alligevel ikke få dine tanker væk fra det, som de nu er opfyldt af? Måske er det stadig for dig penge, der fylder mest? Måske er det mammon, måske er det noget andet, der spøger som en afgud i dit liv?

Hvad kan da overbevise dig og få dig til at skubbe alt dette i grunden uvæsentlige i baggrunden? Måske større værdier? Mon ikke rigdommen hos Gud overgår enhver anden rigdom, man kan tænke sig?

Rigdommen hos Gud og rigdommen fra Gud er grænseløs, og den er til udbetaling her og nu. Rigdommen er tilgivelse og den passer meget godt sammen med vores fattigdom: Vores fattigdom overfor Gud, nemlig at der så ofte er noget andet, som vi er optaget af, så vi glemmer, at vi i grunden lever af og i Guds hånd, hvad vi end gør. Vores fattigdom over­for medmennesket, at vi helst beholder for os selv som vort eget det, som ikke var vores, men kom fra Gud.

Med tilgivelsens frigørende gave på kontoen kan vi leve i tak­nem­me­lig­hed. Taknemmelighed gør rig, for den, der kun har sig selv at takke, er et fattigt menneske, men den, som har Gud at takke, er rig.

Lad os da rige i taknemmelighed sige:

    Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
    Fader, Søn og Helligånd,
    du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
    højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.