|
 Prædiken til 1. søndag efter trinitatis. Lukas
16,19-31.
Søndag d. 29. maj 2005 kl. 10.00, Mårslet
725 Det dufter lysegrønt af græs (4) –
448 Fyldt af glæde over livets under – 685 Vor Gud er idel kærlighed // 41 Lille
Guds barn, hvad skader dig? – 473 Dit minde skal – 375 Alt står i Guds faderhånd
Dette hellige
evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Der var en rig
mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og
pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og
ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene
kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene
båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog
øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og
Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send
Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge,
for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik
dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes
han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer,
for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller
ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig,
fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at
han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham
svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham!
sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig.
Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller
ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
”Manden på risten” hedder en vise, som Carl
Alstrup engang sang. Den handler om den hjemløse, som hver nat går på
restaurant. Han får de fineste retter, men det er i en noget luftig udgave, for
det er kun duften, som han nyder godt af. Og alt imens drømmer han sig så til,
at han virkelig er til stede ved bordet.
Humoren er der ikke noget i vejen med: her
udenfor restauranten slipper man for krav til påklædningen, besvær med tjeneren
og drikkepenge.
Og så fortællers der om et særligt lækket
måltid, der blev serveret for de hjemløse i går. Og det smagte! Det ville have
glædet Johansen, som døde af sult i fjor, – da han mistede lugtesansen. Og til
sidst hedder det: ”Nu gad jeg vide om risten ved Himmerigs kro, kan være bedre
end risten på Vesterbro?”…
Der er visse ligheder mellem visen om manden
på risten og så historien om den rige mand og Lazarus. Der er den samme undren
over, at nogle mennesker kan leve i overflod og sus og dus, mens andre lige
udenfor må lide nød. Det er som om, at kontrasten rækker sin anklagende finger
mod rigdommen og siger: Ligegyldigt hvordan du kom til din rigdom, om du så sled
nok så hårdt for den, om du fik den uden at udnytte andre, men ved ærligt
arbejde, fornuftige dispositioner, forudseenhed og rettidig omhu, så kan
du ikke nyde frugten deraf uden hensyn til ham udenfor.
Der spekuleres også i begge tilfælde på,
hvordan det skal blive i himlen, om på en eller anden måde dette jordiske livs
manglende balance mellem rig og fattig skal blive udlignet i den kommende
verden.
Men her hører ligheden op, for i visen bliver
det ved forsigtige spekulationer, mens det i historien om den rige mand og
Lazarus klart og tydeligt bliver sagt, at i himlen skal der vendes op og ned
tingene: Den fattige skal ophøjes, og den rige pines i dødsriget…
Den historie har vi mange problemer med.
Fordi det er Jesus, som har fortalt historien, synes vi, at vi bør tage alle
historiens påstande for pålydende. Og så alligevel.
Først og fremmest er der det med fortabelsen.
Den rige er fortabt, og kløften mellem frelste og fortabte er så dyb, at ingen
kan overvinde den. Og ikke bare det, den rige mands brødre er også på forhånd
fortabte, fordi de heller ikke vil omvende sig, hvad enten de bliver advaret
eller ej. Det er, synes vi, lige barsk nok.
Og så er der det moraliserende. Vi bryder os
slet ikke om sådanne moraliserende historier. Vi kan godt se, at også vi er de
rige, som lader fattige sidde hjælpeløse tilbage. Der er jo fattige nok.
Sultne i fjerne lande og hjemløse tættere på. Og helt tæt på måske den nød, som
ikke kan opgøres i penge, husly eller kalorier: menneskelig nød, sygdom,
ensomhed. Jo, vi kan meget vel være rige, som overser eller går forbi et
medmenneske i nød. Men vi bryder os alligevel ikke om løftede pegefingre den
gode pointe til trods.
Og så er der det med udligningen. Det er
faktisk blevet udnyttet af rige til at holde fattige nede, til at holde dem
hen. Man har simpelthen påstået, at kamp for social retfærdighed og en ligelig
fordeling af goderne kristeligt set var ganske unødvendig og overflødig, når
nu Gud i den kommende verden ville udligne forskellene og godtgøre lidelse og
afsavn. Men det er naturligvis bedrageri at udstede sådanne veksler på fremtiden
i Guds navn.
Og så må vi spørge os selv: er det virkelig
Jesu påstand, at kristen retfærdighed er en sådan balancerende retfærdighed,
sådan en millimeter-retfærdighed, som historien påstår?
Og dette sidste punkt bringer os da også
nærmere den løsning, at historien om den rige mand og Lazarus ikke uden videre
skal forstås som Guds ord til os. Det er ikke en kristen fortælling. Jesus var
jo langt fra millimeter-retfærdig. Han afviste klart at måle verden eller
mennesker op på den måde.
Derimod sker der det, at Jesus lader nogle
farisæere, nogle selvretfærdige mennesker, smage deres egen medicin, en jødisk
legende med en kendt og accepteret pointe. Og med talen om fortabelse bliver
deres ubarmhjertige sortering af mennesker afvist. Mht. moralisering bliver de
slået på hjemmebane. Og med tanken om udligning får de stukket deres egen
retfærdigheds logik ned i halsen.
Og den samme pointe må gælde os, hvis vi er
selvtilstrækkelige, selvretfærdige og selvfede. Hvis vi tror, at
medmenneskers problemer ikke kommer os ved. Hvis vi mener, at bare vi har
betalt vores skat, så har hverken Gud eller mennesker noget at skulle have sagt
over os…
Men hvis vi godt er klar over, at livet
kræver mere af os, end vi selv er i stand til at yde. Hvis vi er helt på det
rene med, at vi er skyldnere, som ikke kan sidde afdragsfrit eller hele tiden
kan omlægge vores gæld i livet til lavest mulige rente. Hvis vi godt ved, at
vi svigter vore medmennesker og ikke kan leve op til den indsats, som
næstens nød kræver af os. Hvis vi godt ved det, så må vi gå udenfor
historien om den rige mand og Lazarus for at finde den virkelige pointe:
I den lille historie siger Abraham: ”De vil
heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” Men i den
store historie, i historien udenom, i evangeliet sker der noget helt andet: Der
var en, som tog sig af de syge, de fattige og de hjælpeløse. Der var en, som
kunne stige ned i dødsriget og overvinde kløften mellem frelse og fortabelse.
Der var en, som stod op fra de døde. Der blev forkyndt tilgivelse frem for
straf. Kærlighed frem for hævn. Og frimodighed på dommens dag – frifindelse.
I evangeliets lys kan vi se, at legendens
Abraham tog fejl. Alt skal læses anderledes. I nådens lys får ordene en helt ny
betydning.
I nådens lys får alt en helt ny betydning.
Lad mig illustrere det: En mand døde og blev begravet. I hans testamente stod
anført, hvad han ønskede skrevet på sin gravsten. Der skulle stå: ”Guds
ord er en lygte for min fod og et lys på min
sti”.
Det ord vakte en del opmærksomhed. Ingen
kunne forstå meningen med det, for manden havde tilsyneladende aldrig fulgt
Guds ord, han havde drukket og været hidsig, han havde ikke været noget godt
forbillede og havde i høj grad forspildt sit liv.
Man diskuterede længe, om afdøde virkelig
skulle have lov til at have det ord stående på sin gravsten, lige indtil en
stilfærdigt bemærkede: ”Måske var det ikke Guds formanende og opdragende ord,
han tænkte på, men ordene om nåde og tilgivelse!”. Så fik manden sin indskrift.
Ja, i livet med Gud og i livet med hinanden
er formaning og opdragelse sikkert på sin plads, men først og fremmest nåde og
tilgivelse. Amen. |
