Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Jo­han­nes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han sva­re­de: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! San­delig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gam­mel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

De sad om morgenen ved en kulild og spiste. Peter kunne ikke lade være med at lade sine tanker gå tilbage til den nat for ikke så mange dage siden, hvor han havde stået bange og frysende. Det var i yp­per­ste­præs­tens gård. Der var han og Johannes gået ind den nat, da Jesus var blevet taget til fange, for at få noget at vide om, hvad der foregik: Hvad ville der ske? Hvad ville man gøre ved Jesus?

Og imens Jesus blev forhørt, stod de og ventede. Ypperstepræstens folk havde tændt en kulild, som de varmede sig ved. Varmen lokkede, men lyset fra ildens flammer brød han sig ikke om. Allerede én gang var han blevet genkendt af en pige, som havde spurgt, om ikke han var en af den anholdtes disciple. Han havde benægtet det.

Efterhånden, som det blev koldt ud på de små timer, rykkede Peter nær­me­re og nærmere til ilden. Et vindstød fik et kort øjeblik flammerne til blusse op, og selv om lyset snart dæmpedes igen, blev han atter gen­kendt. ”Er du ikke en af…?” ”Nej, det er jeg ikke!”

Så holdt han sig længere væk fra ilden, men nu kom morgengryets første lys, og selv om ilden døde hen, begyndte man at kunne skimte mere og mere, og én genkendte Peters ansigtstræk. Han sagde: ”Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?” Og Peter nægtede. Så galede hanen, og det var sket, som Jesus havde forudsagt: ”Inden hanen galer, har du for­nægt­et mig tre gange”…

Peter blev fortvivlet over sit svigt, men snart fik han andet at tænke på, da Jesus blev korsfæstet. Og på tredjedagen opstod han. Fortvivlelsens og gruens mørke blev afløst af håbets og glædens lys. Langsomt, men sikkert blev forhåbninger til fast tillid og levende tro, efterhånden som de ved flere lejligheder mødte den opstandne.

Denne morgen havde de mødt ham efter en lang nats fisketur, som ingen fangst havde givet. Han havde siddet dér på stranden som en fremmed (de havde ikke genkendt ham). Og han havde spurgt til deres fangst, og da de med tomme hænder havde vist, hvordan det forholdt sig, havde han peget og sagt, hvor de skulle kaste nettet ud igen for at fange noget. Og straks fangede de en overordentlig stor mængde fisk.

Nu genkendte de Jesus. De kom i land. De fik fiskene bragt i land. Og de tændte en kulild og stegte nogle af dem. Og så spiste de sammen…

Det var her i varmen fra ilden, at Peter atter huskede sit svigt. Som et stød i brystet og en knugen i maven ramte det ham. Selvom han ikke hav­de glemt det, havde han dog kunnet lægge det til side. Men nu, jo mere ilden varmede, jo mere følte han den kolde klump i maven. Og han vid­ste ikke, hvad han skulle sige. Hvad skulle han gøre? Hvis han be­ken­dte og indrømmede sit svigt, ville hans uduelighed og uværdighed komme for dagens lys, og hvis han ingenting sagde, ville klumpen i maven aldrig rigtig forsvinde.

Så var det, at Jesus sagde: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” og det rev i Peters hjerte, for vel elskede han Jesus, og han havde da også ment, at han elskede ham mere end de andre. Og hin ulyksalige aften, havde han pralet og sagt: ”Jeg vil sætte mit liv til for dig!”

Peter svarede: ” Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær”, og det var dog sandt, selv om han var beklemt ved at sige det.

”Vogt mine lam!”, sagde Jesus, og Peter tænkte: ”Hvordan skulle jeg, som selv flygter i farens stund, kunne vogte nogen?”

Atter spørger Jesus. Næsten det samme spørgsmål stiller han: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Og Peter har svært ved at svare. Atter bli­ver han respektfuld kaldt ved sit fulde navn, han, som ikke har selv­respekt tilbage og ved, at han har gjort familienavnet skam. Dog svarer han: ” Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær”, for det har han.

”Vær hyrde for mine får!” siger Jesus, og Peter tænker: ”Hvordan skulle jeg, som selv er på afveje, kunne lede nogen anden?”

Tredje gang siger Jesus: ”Har du mig kær?” Og Peter bliver først be­drø­vet over at skulle sættes sådan under forhør og blive spurgt tre gange om det samme, så han udbryder irriteret: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”

Og nu indser Peter, at Jesus hele tiden må have vidst, at han svigtede. Og en sten falder fra Peters hjerte. Isklumpen smelter. Nu kan han ånde frit igen.

Peter ved sig afsløret, og han glæder sig over det, for det, som han ikke kunne bære og heller ikke kunne bekende, er kommet for dagens lys, ja ikke bare for dagens lys, men for Herrens åsyn. Jesus ved det og bærer over. Og atter indsætter han Peter i tjeneste: ”Vogt mine får!”, siger han, og lidt senere: ”Følg mig!”…

Peter fulgte Jesus. Han, som ellers før havde fulgt sine egne stolte veje, lod sig forandre. Det var kærligheden, der forandrede ham. Ikke hans kær­lighed til Herren. Hvor meget han end elskede Herren, og det gjorde han, så vidste han dog godt, at han ikke holdt ud. Han havde svigtet i farens stund. Han havde så ofte svigtet, når han var stolt og egenrådig. Han havde svigtet, når han blev vred eller ivrig, og det blev han tit, for han lod sig let bevæge og rive med.

Og han svigtede såmænd endnu indimellem, når han glemte, at det ikke var hans kærlighed, som det drejede sig om, men Herrens. Herrens kær­lighed selv uforanderlig og uforgængelig forandrede. Den svigtede ikke. Den tålte alt, troede alt, håbede alt og udholdt alt. Og kun ved den kunne Peter tåle, tro, håbe og udholde.

Peter fulgte Jesus. I sin tjeneste for Herren, med Herrens ord rejste han. Og han endte sit liv i Rom i tjeneste og efterfølgelse. Han lod sig føre ikke efter sin egen vilje, men efter Guds bestemmelse og svigtede ikke til sidst. Sammen med mange andre, som ikke ville afsværge deres tro, blev han korsfæstet…

”Elsker du mig?”, spurgte Jesus Peter, og det spørgsmål lyder også til os: ”Elsker du mig?” Og vi bliver lidt forlegne ved det. Det er ligesom om, at det spørgsmål hører til hjemme i det private. Kun de aller­nær­me­ste spørger og kan forvente at få svaret: ”Ja, jeg elsker dig!”. Og selv til de allernærmeste siger vi vel alt for sjældent af os selv: ”Jeg elsker dig!”. Det er, hvad det kan blive til. Længere rækker ordene om vores kærlighed ikke.

Den konstatering kan synes hård og unødig afslørende, men den kan også give anledning til lettelse: at vi ikke længere behøver at bygge på falske forhåbninger og forudsætninger, men kan få lov til at rive vor selv­sik­ker­heds hus ned og starte forfra, fra grunden. Grunden er Herren, Jesus Kris­tus, Guds Søn, han, som også til os siger: ”Følg mig”. Amen.