Hør en prædiken…

Prædiken til 1. søndag efter påske, Johannes 20,19-31
Broager, søndag d. 3. april 2005 kl. 10.30
408 Nu ringer alle klokker mod sky – 218 Krist stod op af døde – 236 Påskeblomst, hvad vil du her? // 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige – 473 Dit minde skal... – 233 Jesus lever, graven brast

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sag­de til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
    Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Tho­mas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser nagle­mærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sam­men med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sag­de: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Tho­mas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
    Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skre­vet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kris­tus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

”Rør ved mig, så jeg føler at jeg lever. Tag min hånd og hold mig nær til dig.” Det er omkvædet til en dansk­topsang*. Det er en bøn til et andet menneske. Det kunne være en bøn til Gud fra et menneske i nød.

Et menneske sagde den anden dag: ”Det er så hårdt at miste dem, man holder af. Det er lige­som om, noget af en selv dør. Ens identitet forsvinder. Livet blegner.”

Overfor en sådan klage er det svært at sige noget. Her er ikke behov for tomme ord eller forsøg på forklaring, men kun solidarisk tavshed, afventen og bøn.

Sådan var det sikkert også for disciplene, da Jesus var død fra dem. Men der var ikke nogen, der kunne trøste dem. Intet ord kunne hjælpe. Den elskede var gået bort, og de følte sig tomme inden i. De følte sig selv døde.

Og så kom opstandelsens morgen og den perlerække af tegn og ord og syn og møder, som efter­hånden vendte tomhed til fylde, vantro til tro, sorg til glæde. Evangelisten Johannes beskri­ver det meget detaljeret:

Først kom Maria Magdalene ud til graven og fandt stenen flyttet derfra. Så løb hun hen og beret­tede til Peter og den anden discipel, at nogen havde flyttet Herren fra graven, og at de ikke vidste hvorhen. Og hvordan skulle de også vide det; de kunne jo ikke engang være sikker på, at graven var tom, for de havde ikke kigget ind i den endnu.

Og den anden discipel kiggede kun ind og fandt den tom, så meget som man nu kunne se ind udefra. Og først Peter gik derind og forvissede sig virkelig om den tomme grav; indtil da havde de bare haft deres formodninger.

Da disciplene har forvisset sig om den tomme grav, går de hjem. Maria bliver ved graven og græder. Først taler hun med nogle engle, men så er der en anden, der taler til hende. Det er Jesus, men hun genkender ham ikke. Først da han siger hendes navn, ”Maria”, genkender hun ham. Hun rører ham ikke; hun ser ham i grunden ikke; det er, da hun hører hans ord til hende, at hun tror. Da røres hun, og hun føler, at hun lever igen.

Maria udbryder: ”Min Mester” og forsøger vel at gribe, omfavne og holde fast i Jesus, sådan som enhver ville gøre, hvis man så en kær, man troede død, levende. Til sidst må hun dog give slip og gå med besked til disciplene om, at hun har mødt den opstandne.

Hun giver nok besked, men vi hører ikke om det, eller at det sætter sig spor. Peter og den an­den discipels bevidnelse af den tomme grav åbner heller ikke sorgens og savnets og for­tviv­lelsens lukkede døre.

Så er det, at Jesus viser sig denne første søndag. Han står pludselig mellem discip­lene og siger: ”Fred være med jer!”. Måske kan han gå gennem lukkede døre, pludselig er han der i hvert fald. Som opstanden er han en anden, men han er stadig den samme. Han er stadig den kors­fæstede, som viser dem mærkerne i side, hænder og fødder. Som opstanden er han en anden, for han dukker op og forsvinder, men han er stadig den samme, når han viser sig i forbindelse med de ord, som de kender ham ved: ”Maria!” eller ”Fred være med jer!”.

Denne lille flok disciple, som havde været fortvivlet og havde mistet modet, ser Herren, og han ånder på dem, han blæser ånde i dem, og ligesom pustet ved skab­elsens morgen bragte menne­sket til live, så bliver disciplene her genoplivet til en ny, håbefuld fremtid. En fremtid, hvor de må have Guds Ånd med sig…

Ikke alle disciple så Jesus ved den lejlighed. Thomas var ikke til stede, og da han får at vide, hvad der er sket, tror han ikke, hvad de andre siger til ham. Han kan ikke forstå, hvad der er sket med de andre. Den troens flamme, som er blusset op hos de andre, varmer endnu ikke ham, han holder sig til kold og kontant skepsis.

Senere – det er den følgende søndag – viser Jesus sig. Nu er Thomas tilstede, og Jesus op­for­drer ham til at mærke efter, om det virkelig er ham. Og han siger: ”Vær ikke vantro, men tro­ende.” Og Thomas tror. Han behøvede ikke at mærke; det, som han så, overbevidste ham.

Mange andre, som ikke så Jesus, men hørte om ham, kom til tro. Den løbeild, hvormed evan­geliet spredte sig ud i verden, var blevet tændt. Jesus havde åndet på disciplene, og den Ånd, som de havde modtaget, fik deres hjerter til at brænde og deres tunger til at gløde. Og Jesus havde sagt til dem: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Det var begyndelsen til udbredelsen af evangeliet.

Jesus viste sig for disciplene i nogen tid, inden han fór til himmels. Og de begynd­te at sprede ordet. Bønner og lovsange holdt de fast ved. De begyndte at døbe, og når de samledes brød de brødet og spiste sammen…

Omfanget af det fællesskab, som var ved at opstå, gik først langsom op for discip­lene. De var jo børn af jødedommen, og fordi de så sig selv som Guds udvalgte folk, havde de svært ved at forstå, hvad de var blevet grebet af, og hvad de nu selv blev sendt med. Troen på Gud var den samme, og så helt anderledes: Det drejede sig stadig om Guds udvalgte folk, men fordi deres Herre, Jesus Kristus, var alles Herre, drejede det sig ikke længere om at sortere fra, men om at med­inddrage. Det var ikke et spørgsmål om at være jøde eller ikke-jøde. Det var ikke et spørgs­mål om at overholde love og regler og gøre sig fortjent til fællesskab. Også den, som ikke selv har fortjent det, skulle medinddrages. Det var jo det, som det drejede sig om, da Jesus sagde: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt”.

Men de var flinke til at forlade synder i Jesu Kristi nav de var jo også selv blevet meget forladt. De store eksempler på det er forfølgeren Saulus, som selv, da Jesus viste sig for ham i et syn, blev inddraget som medarbejder på Guds rige, og han blev til hedningernes apostel Pau­lus. Det er Simon Peter, som tre gange på én nat havde fornægtet Herren, men senere blev et vidne om Guds fred ved Jesus Kristus, også selvom han kun tøvende gjorde sig klart, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at Jesus Kristus er alles Herre. Det er Thomas, der selv overfor de allernærmeste vidner forholder sig afvisende overfor ordet, men kræver hånd­gri­belige be­vi­ser. Thomas blev senere ifølge traditionen østens apostel.

Forfølgerens, fornægterens og tvivlerens rehabilitering er det, som vi kalder syndernes for­lad­else. Syndernes forladelse gælder enhver, som tror, også os. Det gælder enhver, som tvivler. I ordet må vi høre det forkyndt. Når vi vandrer med Jesus, eller måske snarere, når han vandrer med os, må vi føle det. I nad­ve­ren må vi møde og se den opstandne. Høre, føle og se må vi på den måde, på troens betingelser. Vi kan ikke gribe ud og røre ved den opstandne, men vi kan blive rørt.

Ja Herre Jesus Kristus, ”Rør ved mig, så jeg føler at jeg lever. Tag min hånd og hold mig nær til dig.” Amen.