Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Når man får et barn, så får man sammen med det en hel masse be­kym­ring­er. Allerede mens barnet er i vente, bekymrer man sig for, om det nu også har det godt, om det i morens mave trives og vokser, som det skal, om det må overleve fødselens strabadser og komme sikkert i havn efter fosterlivets månedlange rejse.

Og når så barnet er født, og alt er gået godt, så er der stadig be­kym­ring­er, tanker og over­vej­elser, som indimellem dukker op i de få stille stun­der, der er. I sangen ”Lys og varme”, som sangerinden Lene Siel synger, møder vi en mor, som om aftenen har lagt sit lille barn i seng. Det er ved at blive mørkt, og hun går stille rundt i rummet og bekymrer sig for, hvor­dan det skal gå hendes barn. Hun tænker: ”Hvad vil fremtiden gi’? Og verden, som vi har givet dig, kan være tung at ta’ med sig. Vil du laste os og spørge, var det alt, hvad vi ku’ gi’?” Og så synger hun sine ønsker og tanker:

Men solen, som går ned ved nat, vil skinne for dig kære,
og fuglen, som er fri, vil vise vej, og alt skal bli’:
Meget lys og megen varme, tro og håb kan du få med dig,
men mange tårer og tunge stunder, er jeg bange for, der bli’r.

Men næste morgen, når solen står op, glemmer hun alle de tunge tanker, som hun havde aftenen før. Barnet er vågnet, og nu vækker liv og latter atter en tro på, at livet – hvordan det så end må forme sig – er værd at leve.

Jo, livet har meget at gi’. Der er meget at være taknemmelig for, og vi bør vel sige som soluret: Jeg tæller kun de lyse timer! Og så alligevel, så tænker vi: ”Hvor skal vi gå hen med vores bekymringer, hvem kan bære vores børn, når vi ikke selv kan?”

Det var vel sådanne bekymringer, som fik nogle mennesker, sikkert mød­re, til at bringe deres små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Måske vidste de ikke rigtig, hvem Jesus var, måske vidste de slet ikke, hvad Jesus kunne give dem om overhovedet noget. Måske kom de til­fæl­dig­vis forbi og tænkte: ”Lad os bare for en sikkerheds skyld se, om ikke han kan give vore børn noget, som vi ikke selv kan give dem. Gud ved, at ethvert lille barn kan bruge al den hjælp, det kan få.”

Hvis det forholdt sig sådan, så kan man måske godt forstå, at disciplene blev sure: Forstod dis­se kvinder da slet ikke, hvem de henvendte sig til? Havde de ikke en fuldstændig forkert teo­logi, når de sådan nærmest i uvidenhed rakte forvirret ud efter hjælp? Var kvinderne ikke lige så u­vid­ende som de spædbørn, som de bar rundt på: spædbørn, som ikke tog sig nøjere af, hvilke hænder, der bar dem, og som, når de var sultne, greb om hvad som helst og kunne finde på at sutte på alt muligt i et desperate håb om at blive mættet?

Og så truede disciplene ad dem. Hvad disciplene sagde til kvinderne, ved vi ikke, men de ville i hvert fald ikke lade dem og deres børn få adgang til Jesus. Men Jesus blev vred og sagde til dem »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.«

Hvor må de være blevet flove, disciplene, for det må de have vidst i forvejen. De kendte jo godt salmen, hvor det hedder, at Gud kender bar­net, allerede inden det er blevet skabt i mo­ders liv, de havde da også læst: »hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneske­barn, at du tager dig af det?«

Jo, Gud kender alle mennesker, også dem, som ikke kender Gud: barnet, den hjælpeløse, den sanseløse, den åndssvage. Gud kender dem alle, uan­set om de nogensinde når at hæve sig over bevidsthedens tærskel. Og Guds rige er deres.

»Lad de små børn komme til mig« er et stort og vigtigt jesusord, som aldrig må blive glemt, også selv om det ind i mellem har givet anledning til nogle misforståelser.

En af de mest moderne misforståelser er at forstå sætningen sådan at børn, selv store børn, ger­ne må støje i kirken, og hvis man ikke er enig i det, så har man slet ikke forstået, hvad det hele går ud på. Men, som det hedder et sted: »troen kommer af det, som høres«, og her tænkes alt­så ikke på børns støj, men Guds ord, som lyder med forståelige ord og toner i salmer, læsninger og udlægning. Derfor skal der vel være plads til det barnlige, den uundgåelige støj og uro som følger med og ikke kan undgås, men ikke det barnagtige, at man tror: Jo mere støj, jo bedre.

En anden misforståelse er at forstå sætningen sådan, at små børn i særlig grad har gjort sig for­tjent til Guds rige; at de besidder en særlig kvalitet og fortjeneste, blot fordi de er børn. Så­dan er det ikke. Nok er børn vid­un­der­li­ge, især ens egne, men det må ikke forlede nogen til at tro, at det med Guds rige særligt er for børn og umælende skabninger.

Jesus går da også straks videre fra det, som kunne se ud som om, at det kun drejer sig om det spæde, umælende og umyndige, for nu siger han til tilhørerne: »Sandelig siger jeg jer Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«

Nu er det ikke blot børnene og mødrene, der bliver talt til. Det ord gæl­der også disciplene. Det gælder alle mennesker uanset alder. Og det drej­er sig ikke om, at man skal blive barn igen. Det kan jo ikke lade sig gøre. En voksen kan ikke blive barn igen.

Men det drejer sig om at modtage Guds rige ligesom et lille barn. Dvs. i fuld fortrøstning og tillid til, at Gud vil én det godt…

Den tillid og fortrøstning til Gud, til at livet må være godt, til at Gud vil os det godt, den tillid og fortrøstning har vi lov til at have uden videre, uden betingelser, uden forudsætninger.

Når moren synger for sit barn og udtrykker håb for fremtiden, så kan det vel kaldes en umid­del­bar tro på Gud. Når mennesker bærer deres børn til dåb – også når de måske ikke har over­vejet så nøje, hvorfor de gør det, eller når de siger, at de blot gør det for traditionens skyld – så er det sikkert alligevel et udtryk for en umiddelbar om end ikke særlig oplyst tro på Gud.

Den umiddelbare tro på Gud må man have lov at have. Den tro må ingen tage fra nogen.

Men når mennesker i tillid lægger deres børn i nogens hænder, eller når mennesker for den sags skyld lægger deres eget liv i nogens hænder, så er det ikke uvæsentlig hvis hænder, de lægger det i. Så er det ikke blot et spørgsmål om at blive rørt, men hvem man bliver rørt af. Så er det livet om at gøre, at velsignelsen virkelig lyder af Guds mund.

Derfor er det, at vi bærer børnene til Jesus. I dåben kommer de til at hø­re Jesus til. Det er der faktisk ikke noget sentimentalt ved. Dåben er ikke en urealistisk flugt fra verdens gen­vordig­heder eller livets pro­ble­mer. Tværtimod er det en realistisk erkendelse og bekendelse af, at vi ikke lever i paradis, og af at vi ikke er uden fejl, uden synd. Derfor lyder for­sa­gel­sen af Djæve­len og alle hans gerninger, derfor tales om syndernes forladelse, derfor kommer vi til at tilhøre en korsfæstet Herre Jesus Kristus.

Tegnene er korsets tegn for ansigt og bryst; vandet, der øses tre gange i den Treenige Guds hellige navn; og velsignelsen under håndspålæggelse.

De sidste ord i velsignelsen er: ”Han bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid!”. De ord er blevet udlagt på mange måder gennem tiden, de kan betyde så meget, men vi må i hvert fald gerne høre i dem: Gå nu ud i verden og lev livet i tillid til, at du er i Guds hænder, og skulle du glemme det, så kom tilbage og hør det igen, så tit, du vil. Amen.