 Prædiken til 1. søndag i advent (I), Matt
21,1-9
Broager kirke d. 30. november 2008
76 Op thi dagen nu frembryder - 446 O, lad din Ånd nu med os være - 80
Tak og ære være Gud // 84 Gør døren høj - 439,1 O, du Guds lam - 431,4
Herre Kristus, hør os bede - 74 Vær velkommen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig
Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple
af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil
straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med
dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug
for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle
opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
»Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.«
Disciplene gik hen og
gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde
deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte
deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på
vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens
navn!
Hosianna i det højeste!«
I denne uge sagde jeg til konfirmanderne: ”Nu skal jeg fortælle jer
noget om julen, som I måske ikke ved: I er blevet snydt”. Og inden jeg
nåede at tale færdig, var der en, som udbrød: ”Åh, nej! Vil du fortælle
os, at julemanden ikke findes?”.
Men det var nu ikke det, som jeg ville
fortælle. Jeg ville blot forklare, at julen, hvis det skal være rigtig,
ikke starter før juleaften. Det med julepynten allerede fra slutningen
af november er en slags tyvstart, selv om det er meget hyggelig. Og en
af grundene til, at man starter så tidligt, er nok, at de handlende
gerne vil sælge så meget som muligt, og så er det bare med at komme i
gang i tide. Og julemanden, som vi kender ham, kun i rødt og hvidt tøj
og med stort hvidt skæg er kun omtrent 100 år gammel; han blev
”opfundet” af Coca Cola. Før den tid var julemanden klædt mere varieret.
Mere varieret end den gængse opfattelse
er også tiden op til jul. Julen er ikke startet endnu, men vi bevæger os
frem imod den med forventning. Det er adventstid.
I dag er 1. søndag i Advent, og det er
den festligste af adventssøndagene. Her hører vi om, at tiden snart er
inde. Og vi hører om Jesus, der drager ind i Jerusalem på et æsel og
bliver tiljublet af folkeskarerne, fordi nu kommer dagen snart, hvor Gud
skal sætte sin magt igennem.
Men det hele er dobbelttydigt, for vi ved
jo godt, at indtoget i Jerusalem ikke indleder noget herligt – tvært
imod.
Jesus var vildt populær den dag. Han var
en rask, ung mand i sin bedste alder. Han var veltalende, han havde
talent, han kunne drive det vidt. Men inden der var gået en uge, var han
knækket. Han blev svigtet af vennerne, oplevede angst og følte sig
forladt af både Gud og mennesker. Han blev udsat for tortur,
mishandlet, slået og pisket, sømmet op på et kors og led en smertelig
død.
Tre dage senere opstod han, men først
måtte han alt dette igennem. Advent er ikke kun gran i håret.
Jeg har lige sammen med mine børn set
julekalenderprogrammet, som blev sendt for nogle år siden: Jesus og
Josefine. Her starter alt med lutter idyl, hjemmebag og gran i håret,
men senere udvikler dramaet sig, da Josefine rejser tilbage i tiden til
Nazaret. Her møder hun Jesus og får lige pludselig en rolle i Biblen som
Pigen fra Nord. Og vi aner, at det er Thorsens, en listig og djævelsk
persons værk; han lader Josefine manipulere med fortiden for at forandre
nutiden.
Og helt galt går det også, da den unge
Jesus vælger at blive gladiator i stedet for at være Guds søn og følge
den vej, som var bestemt for ham, at han skulle lide og dø for at frelse
menneskene. Så bliver nutidens verden en hel anden, for nu har den onde
Thorsen, Satan selv, fået magten og holder alle mennesker i slaveri.
Så må Josefine og vennen Oskar med hjælp
fra læreren Jytte og en engel handle og få Jesus til at følge lidelsens
vej til frelse – lidelsen for Jesus, men frelse for mennesker. En grum
skæbne, men guddommelig og vidunderlig plan for verden. Grim og smuk på
en gang fordi Jesus byttede skæbne med os.
Advent er modsætninger ligesom for øvrigt
også julen er, men derom en anden gang.
Her skal I få en lille historie om
modsætninger:
I 1700-tallet levede en mand, som hed
Moses Mendelsohn. Bedstefar til den senere så berømte komponist Felix
Mendelsohn-Bartholdy.
Moses Mendelsohn var ud af en meget
velhavende og dannet familie. Som barn var han tidligt udviklet. Han
kunne læse som 4-årig. Han kunne spille på flere musikinstrumenter.
Han fik en varieret uddannelse og var vel det, som vi i dag kalder et
universalgeni.
Men det var først og fremmest filosofien,
som han kastede sig over. Og Moses Mendelsohn var så dygtig, at han
endog fik guldmedalje for en filosofisk afhandling i en konkurrence, som
selveste Immanuel Kant også deltog i. Kant blev nr. 2 og fik kun sølv.
Moses Mendelsohn kunne det hele, og alle
døre i hele Europa stod åbne for ham. Kun havde han et problem: Han var
frygtelig grim, han var lille og pukkelrygget.
Og det problem gik ham mere og mere på,
jo ældre han blev. Pigerne var ikke interesseret i ham, og havde ikke
andet end medynk til overs for ham.
En gang gjorde Moses ophold en tid hos en
købmand i Hamborg, som var interesseret i filosofi. Og her blev Moses
håbløst forelsket i købmandens smukke datter, Frumtje. Hun var en
vidunderlig pige. Hun var smuk og lattermild. Hun var alt, hvad en mand
kunne ønske sig.
Og Moses var ude af sig selv. Han vidste,
at Frumtje kunne få hvem som helst, at hun kunne vælge og vrage mellem
smukke unge mænd og ikke behøvede at se til hans side. Og flere forsøg
på at komme i kontakt med pigen var da også mislykkedes, idet hun
høfligt men bestemt havde afvist ham.
Men da Moses skulle til at rejse fra
købmandsfamilien, tog han endelig mod til sig til sit sidste forsøg på
tilnærmelse. Han trak hende til side, og de satte sig på en bænk i
haven. Hun så ned, og han spurgte hende: ”Ved du, at ægteskaber bliver
bestemt i himlen?” Hun svarede ikke.
”Jo, ser du”, fortsatte han, ”når en
lille dreng skal fødes, så bestemmer Gud, hvem han skal giftes med. Og
da jeg blev født, hørte jeg tilfældigvis, hvad Gud sagde. Gud sagde:
’Din kommende hustru vil være pukkelrygget’. Og jeg blev forfærdet, og
straks sagde jeg til Gud: ’Kære Gud, det duer ikke! Det vil jo være
forfærdeligt for en kvinde at være pukkelrygget, det er en tragedie, men
det er meget lettere for en mand at bære den skæbne. Lad hende være
smuk, og så kan jeg blive pukkelrygget i stedet for!’”
Da blev Frumtje rørt og så op og så på
Moses og rakte ham sin hånd. Og senere blev de gift og fik et langt og
lykkeligt ægteskab…
Det var den rørende historie om Moses
Mendelsohn fortalt for at minde os om, at vi ikke skal glemme, at Jesus
Kristus, Guds Søn, lod sig føde som menneske og led og døde for vores
skyld. Amen.
|
