Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
            »Sig til Zions datter:
            Se, din konge kommer til dig,
            sagtmodig, ridende på et æsel
            og på et trækdyrs føl.«
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
            »Hosianna, Davids søn!
            Velsignet være han, som
             kommer, i Herrens navn!
            Hosianna i det højeste!«

Kender I det, at der kommer et barn hen til jer og ivrigt begynder at fortælle jer et eller andet? Måske er det en ny dukke, som skal vises frem, eller en legetøjsbil, eller måske er det oplevelserne henne i børnehaven, der skal fortælles om. Barnet beder om ens opmærksomhed, og så er det vigtigt at yde den – i et stykke tid i hvert fald. Så bør man lytte opmærksomt og prøve at forstå, hvad der bliver sagt, også selv om ordene måske falder over hinanden, fordi der er så meget at fortælle. Når barnet er færdig med at fortælle og vise frem, kan de voksne så få mulighed for at tale sammen, udveksle oplevelser og tanker og vise hinanden den opmærksomhed, som hører sig til dem imellem.

Tid og opmærksomhed siges at være den helt store mangelvare i dag. Forældre taler for lidt med deres børn, og når de taler med dem, så taler de kun til børnene og giver dem ikke mulighed for selv at komme til orde.

Reklameindustrien er blevet klar over, at forbrugerne snart ikke kan kapere flere reklamer. Det hjælper ikke at dynge flere og flere farvestrålende kataloger op, for ingen har tid til at læse dem alle. Derfor forsøger man at gå nye veje, at få forbrugeren til at vælge de nyheder og reklamer, som han eller hun virkelig interesserer sig for, eller endog at betale forbrugeren for at se bestemte reklamer og rette sin opmærksomhed i en bestemt retning…

Midt i alt det, som trækker i os fra alle sider, midt i alt det, som kræver vores opmærksomhed, lyder der endnu et råb til os: »Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Måske lyder råbet lidt fjernt, for der er unægtelig langt fra en fugtig og kold decemberdag her hos os til den forårsdag kort før påske for mange år siden udenfor Jerusalem, hvor Jesus sad der på æslet og langsomt red frem ad den støvede vej, mens folk i begejstring lagde palmegrene, ja ligefrem deres kapper på vejen foran ham.

»Din konge kommer til dig«, det er det ord, som indleder vores kirkeår. Det er overskriften, som står med store typer. Det er klangen, vi skal høre, når vi fejrer gudstjeneste.

Vi kan ikke stille os ud der ved vejen til Jerusalem og se Jesus komme forbi, men vi kan måske alligevel fornemme det. Det er en mærkelig blanding af højhed og almindelighed: en konge kommer forbi, og folkeskarerne flokkes i begejstring og jubel og klapsalver, og hvad der nu hører til, og samtidig kommer Jesus der på et æsel, og disciplene kommer traskende bagved. Måske ved de ikke rigtig, hvad der foregår, måske føler de sig vigtige på denne dag, men en rigtig livgarde er de jo ikke, sådan en blandet flok, som de er.

Og det hele er fyldt med betydning. Æslet er et ydmygt og ringe dyr, men det er altså også det dyr, som ifølge profetien kongen skal ride på. »Herre Gud da, skal det være så ringe?« kan man spørge sig selv, og det skal det altså. Guds Søn kommer ridende på sådant et slave-dyr, som et æsel er, for det må slide og slæbe og bære tunge byrder fra morgen til aften. Ligesom Guds Søn selv. Han, som er kommet for at tjene og ikke blive betjent, for selv at blive lagt åg på og ikke ligge andre til byrde, for at være den konge, som er alles tjener.

Der er noget særligt ved den dag, hvor Jesus kommer ridende. Det er på en måde toppen af hans karriere, for folket hylder ham jo, han, som blev født under fattige kår, og ikke lang tid efter – det ved vi godt – vil alle hade ham og svigte ham. Og selv på den dag sidder han altså ydmyg på æsel…

Jeg ved ikke… – måske har I det ligesom mig, at det ellers godt kan blive for meget med alt den ydmyghed. Man har jo både før og efter hørt om konger, som påtog sig ydmyge roller for at tækkes folket. Man har set statsmænd tage små børn på armen for at se venlige og gode ud og score nogle billige points. Vi har set statsministeren tage cykelhjælmen på af samme grund. Og i de fleste tilfælde tror vi ikke rigtig på ydmygheden og folkeligheden, for vi ved godt, at henne om hjørnet står guldkareten, vagtparaden og ministerbilen.

Hvorved adskiller så vor Herre Jesus sig fra alle de andre stormænd? Ikke i indtoget i sig selv! Et sådant indtog kunne og kan andre konger godt arrangere. Men der er en afgørende forskel: Folket anede det ikke, og disciplene forstod det ikke, men Jesus vidste det – at vejen frem gik til kors og død.

Der er også en anden forskel, som man tit overser. Det kan ses af nogle ord, som forekommer at være ligegyldige detaljer: »Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«

Jesus siger ikke blot til sine disciple: »Gør det, og gør det!« Nej, han giver dem nærmere besked. Han er opmærksom på, at når de bliver sat til en opgave, når de bliver sendt ud efter æslet og dets føl, så kan de ikke bare tage det uden videre, uden at der er nogen, som vil stille spørgsmål. Han er opmærksom på, at der er nogen, som ejer æslet og er afhængig af det. At en familie måske har brug for dette æsel til at bringe varer til markedet, til at bære korn hjem, som kan blive malet til mel til brød til at mætte hele familien.

I dag har Jesus brug for æslet og dets føl, men han vil straks sende dem tilbage. Han er opmærksom på, at nogen har brug for dem…

Din og min opmærksomhed er ikke så god, som den burde være. Vi er ikke altid nærværende og lytter til det, som bliver sagt til os. Nogle gange må et barn stå og tale ud i luften, for vi hører ikke efter. Nogle gange hører vi ikke rigtig efter, hvad folk siger til os, selv ikke dem, som vi holder af og ellers gerne lytter til. Der er jo så meget, som forstyrrer og tager vores opmærksomhed.

Selv når det lyder: »Se, din konge kommer til dig«, kan det knibe med opmærksomheden. Nu kunne budskabet så være: Du skal være opmærksom. Du skal være opmærksom på barnet, som taler til dig, du skal være opmærksom på din næste, du skal være opmærksom på Gud.

Det er jo rigtig nok, men det er ikke det vigtigste budskab. Det vigtigste budskab er: Din konge kommer til dig, og han er opmærksom på dig. Han tænker dig, sådan som du er. Også selv om du mest bekymrer dig for varmeregningen, og vinterstøvler til børnene, og hvordan der skal blive råd til julegaver. Han ser os nemlig, selv om vi er optaget af alt mulig andet.

Og fordi han kommer til os først, og fordi vi bliver set af ham først – kun derfor – kan vi sige: »Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig!« Amen.